Jo flere timer, du tilbringer foran computeren i et redigeringsprogram, jo større risiko er der for, at du stirrer dig blind på det billede, du arbejder på.
Det kan betyde, at du ender med et billede, der ser kunstigt ud - og ikke blot er en forbedret udgave af det oprindelige billede.
Her er de 6 største fejl, du skal forsøge at undgå, når du redigerer landskabsbilleder.
1. Glemme at rette op på fortegninger
Det første, du bør gøre, når du åbner et nyt billede i Lightroom eller Photoshop, er at gå ind i Lens Corrections og afkrydse felterne Remove Chromatic Aberration og Enable Profile Corrections.
Glemmer du at gøre det, kan du risikere at få fortegninger og farvefejl i billedet, og når du først har gemt det som en jpeg eller en anden komprimeret filtype, er det virkelig bøvlet at komme af med.
> Læs også: 5 tips til bedre landskabsbilleder
2. Vælge en helt neutral hvidbalance
Der er nogle fotografiske genrer, hvor det er vigtigt, at farverne er korrekte.
Fx portrætter, hvor det selvfølgelig ikke går, hvis hudtonerne er for rødlige eller blålige. Her er det en god idé at finde et neutralt gråt område i billedet, som man kan indstille hvidbalancen efter.
Sådan er det imidlertid ikke med landskabsbilleder.
Hvis du gør det med et billede af fx en solnedgang, risikerer du nemlig at miste de flotte, gyldne farver på himlen, fordi det grå område vil korrigere for det varme lys og finde en mere neutral hvidbalance.
Det er derfor bedst at bruge hvidbalanceindstillingen dagslys, selvom det kan virke underligt, når billedet er af en solnedgang.
> Læs også: Sådan bruger du hvidbalancen
3. Lysne skyggerne unaturligt meget
Vi plejer at anbefale, at du i raw-konverteringen starter med at hive skydeknapperne Highlights og Shadows et godt stykke til henholdsvis venstre og højre, så du kan genskabe nogle af de detaljer, der er forsvundet på grund af høj kontrast.
Men alt med måde: Det er de færreste billeder, der kan tåle, at du trækker Shadows helt op på +100, og oftest vil billedet komme til at se unaturligt ud og ligne et kikset HDR-billeder fra forrige årti.
Samtidig vil du typisk få mere støj i skyggeområderne.
Du kan sagtens lysne skyggerne i dit landskabsbillede – men gør det med måde. Hvis du har brug for at lysne skyggerne yderligere, så træk skydeknappen Exposure lidt op, og træk Highlights et tilsvarende stykke ned.
4. Give farverne fuld skrue
Det er fristende at gå helt amok med Saturation-knappen, for alt ser bare så meget friskere og frodigere ud, når farverne stråler. Men vær opmærksom på, at det lynhurtigt bliver for meget.
Der er både smartere og mere diskrete måder at justere farverne på. Den letteste er at skrue op for Vibrance eller Vibrering i stedet. Den gør nemlig kun dæmpede farver kraftigere, mens den lader allerede mættede nuancer være.
En anden måde er at bruge HSL-panelet i Lightroom. Det står for Hue/Saturation/Luminosity, og med det kan du justere både mætning, nuance og lysstyrke på hver enkelt farve i dit landskabsbillede.
> Læs også: 6 ting du ikke må gøre, når du redigerer portrætter
5. Gøre billedet alt for skarpt
Vi vil allesammen gerne have så skarpe billeder som overhovedet muligt, og både Lightroom og Photoshop har mange muligheder for at optimere skarpheden, som du sagtens kan gøre brug af.
Der er dog én ting, du aldrig må gøre, og det er at bruge skarphed til at redde et billede, der ikke er i fokus.
Skarphed kan ikke rette op på et sløret motiv, og det eneste der sker, er at det bliver endnu tydeligere, at motivet ikke er i fokus.
Det er måske ikke til at se på billedet her, at nogen har givet den gas med skarpheden, men du kan tydeligt se det på nærbilledet herunder...
Derudover bør du altid tilføje skarphed lokalt i billedet, specielt hvis der er helt slørede områder, fx i et billede med meget lav dybdeskarphed.
Desuden vil ekstra skarphed på en himmel som regel se underligt ud, så undlad at øge skarpheden i hele landskabsbilledet.
6. Gå amok med støjreduktion
Støjreduktion er en nyttig funktion, som kan sikre detaljer i billedet samtidig med, at kornene forårsaget af en høj ISO bliver mindre tydelige.
Men som med alle andre justeringer kan også dette blive for meget.
Der er ingen, der siger, at et billede overhovedet ikke skal indeholde støj, og hvis du overdriver støjreduktionen, kan du ende med, at områder, der tidligere var skarpe, bliver uklare og bløde.
> Læs også: Her er alt du skal vide om ISO
Ekstra tip: Sådan styrer du udenom fejlene
Måske har du opdaget, at det generelt gælder om at bruge de mange justeringer med måde i stedet for at overdrive dem.
Vi ved godt, at det er lettere sagt end gjort, og vores anbefaling er derfor, at du jævnligt sammenligner det oprindelige billede med det resultat, du har nu.
I Lightroom kan det klares med et klik på Before & After-knappen under billedet.
Hvis du arbejder i lag i Photoshop, så klik øjet fra i alle lag undtagen det oprindelige, eller gå op i panelet History og rul tilbage med musen, indtil du kan klikke på Open.
Redaktionen anbefaler:
100 tips og kurser til billedbehandling
Vil du også have helt styr på, hvordan du gør farverne flottere og detaljerne skarpere, når du redigerer dine billeder?
Det kan du få nu! Digital FOTO har netop udgivet en ny bog med 100 tips og kurser til Photoshop, Lightroom og Elements.
Bogen er skrevet, så der er noget til alle niveauer. Altså får du glæde af den, uanset om du er nybegynder eller allerede fotograferer i raw og redigerer alle dine billeder. Med bogen i hånden kan du nemt bringe dine billeder til helt nye højder takket være de udførlige trin for trin-vejledninger, hvor vi guider dig gennem de forskellige funktioner, justeringsmuligheder og effekter.
Lige nu kan du få bogen 100 Tips og kurser med to numre af Digital FOTO for kun 49 kroner + porto. I alt 98 kroner. Læs mere om bogen her.