Gratis AI-app klarer redigeringen med ét klik

Med et enkelt klik klarer Hypic redigering, som før kunne tage timevis, og appen er også i stand til at forbedre opløsningen i et billede.

© Shutterstock

Tiderne hvor du skulle bruge timevis på at redigere, for at få dine billeder til at se præsentable ud, er forbi. AI har endegyldigt overtaget det grove redigeringsarbejde. Appen Hypic er et sikkert bevis på dette, og den er endda gratis.

Færdig redigering med ét klik

Hypic er en ret omfattende fotoredigering app med et væld af redigeringsmuligheder, både manuelle og automatiserede/AI-drevne.

Vil du springe hurtigt til et færdigt resultat, så er det funktionen AI Enhance, du skal aktivere. Den finder du i menuen Adjust. Klik en enkelt gang, og dit billede gennemgår en grundlæggende optimering af eksponering, kontast farver mm.

Er det et portræt, du redigerer, kan funktonen AI portrait trylle dit foto flottere med et enkelt klik. Den finder du i menuen Portrait.

Transformér dit foto radikalt

Hypic er fuld af AI-funktioner, der kan forvandle dit foto. Under templates er der en række færdige skabeloner, der sætter dit billede ind i en bestemt ramme eller et særligt miljø, og under AI Filters kan du omdanne et portræt ud fra et helt andet billede. Resultaterne vi fik fra sidstnævnte, var dog ikke helt overbevisende.

Tryl ting i billedet væk

I Hypic får man også AI-funktioner, som først lige er kommet til store og dyre billedredigeringsprogrammer som Lightroom og Photoshop. Det gælder eksempelvis Remove-funktionen, som lader dig fjerne et objekt i billedet og fylder den tomme plads ud med noget, der naturligt matcher resten af billedet. Funktionen finder man i menuen Cleanup.

Vi må dog konkludere, at den er et stykke fra at kunne matche den, man finder i Lightroom. Den tomme plads, efter et objekt var fjernet, blev ofte udfyldt af mærkværdige objekter.

Gør opløsningen højere

Hypic kan også opskalere dit billede, så opløsningen bliver bedre og detaljerne finere. Det sker med funktionen Enhance i menuen Adjust. Som flere andre af appens AI-funktioner kræver det at billedet uploades til Hypics servere, hvor det bliver behandlet. Udviklerne lover dog, at billedet ikke gemmes på serverne.