Lightroom er et program med mange forskellige funktioner, og udover de almindelige justeringer som eksponering, kontrast og farvemætning, er der også mere avancerede værktøjer, der giver endnu større kontrol over billedet.
Ét af de værktøjer er Split Toning, der findes mellem panelerne HSL/Color og Detail. Split Toning var oprindeligt en mørkekammerteknik, hvor man tonede højlys og skygger i forskellige farver på billeder i sort-hvid.
> Læs også: 5 gode grunde til at skyde i raw
Giv billederne et helt nyt udtryk
Men i dag findes funktionen altså også digitalt, og med den kan du blande to forskellige farvetoner i dit billede. Du kan vælge de præcise farvetoner og derefter justere, hvor kraftige de skal være i billedet.
Funktionen kan give alt fra landskabsbilleder til portrætter et helt nyt udtryk. Vi har fx brugt den til at forbedre et billede, vi tog i Island. Lyset i billedet er en anelse kedeligt, så det vil vi lave om på.
> Læs også: Det bedste program til dine raw-filer

Billedet her er taget tidligt på eftermiddagen, så lyset er blødt, men alligevel en anelse kedeligt. Det retter vi op på med funktionen Split Toning.
© Digital FOTOSådan bruger du Split Toning
Importér billedet i Lightroom, åbn det i modulet Develop, og åbn derefter panelet Split Toning. Start med at finde en farvetone til højlysene ved at klikke på det grå felt ud for Highlights.
Når du trækker musen horisontalt henover farveskalaen, skifter du farvetone, og når du trækker den vertikalt henover farveskalaen, forstærker eller formindsker du farvemætningen.
Du kan også hive i skydeknapperne Hue og Saturation i stedet. Vi har sat Hue til 51 og Saturation til 79.
> Læs også: Sådan fjerner du uønskede detaljer i dine billeder

De to firkanter i vinduet viser, hvilken farvetone og farvemætning der er valgt for henholdsvis højlys og skygger. Da vi ikke har valgt noget for skygger endnu, ligger firkanten helt nede i bunden.
© Digital FOTODer findes ikke nogle rigtige eller forkerte tal – det nemmeste er ganske enkelt at prøve dig frem, mens du holder godt øje med billedet.
Klik derefter på det grå felt ud for Shadows, og gør det samme. Her har vi sat Hue til 340 og Saturation til 19.
> Læs også: Sådan fjerner du urenheder i dit portrætfoto

Med skydeknappen Balance, der ligger i midten af panelet, kan du tilpasse balancen mellem skygger og højlys, så du afgør, hvor mørke tonerne skal være, før skyggetoningen tager over for højlystoningen.
© Digital FOTOSplit Toning er et effektfuldt værktøj, og det er vigtigt at være forsigtig med fx farvemætningen, så billedet ikke kommer til at se for kunstigt ud.
Eftersom vi har valgt en gylden tone til højlysene, der ser naturlig ud i vores billede, har vi kunnet skrue godt op for mætningen. Det ville ikke være tilfældet med fx en blålig tone.
Resultatet er et billede med et flot, gyldent skær, der ser ud som om, det er taget lige omkring solnedgang.
> Læs også: 6 apps fotografen skal have på sin smartphone

Det færdige billede ser naturligt ud og er væsentligt mere interessant end udgangspunktet, der er taget midt på dagen.
© Digital FOTOSå er det din tur!
Du har garanteret også et billede eller to, der kunne bruge en opfriskning i form af nogle nye farver. Derfor udfordrer vi dig til at finde dem frem fra arkivet, eksperimentere med funktionen, og dele resultatet med os!
Du kan enten dele billedet på Instagram ved at hashtagge det #diginordic, eller du kan indsende det til vores fotokonkurrence.
Rigtig god fornøjelse.