Photoshop er blevet det nok mest kendte program til billedbehandling. På flere sprog taler man faktisk ofte om at photoshoppe frem for at redigere billeder.
Den første udgave af Photoshop kom i 1990, så programmet har altså rundet de 30 år. Firmaet Adobe, som står bag programmet, har dog formået at forny Photoshop, så det stadig er yderst relevant den dag i dag.
Der kommer løbende nye opdateringer til programmet. I de seneste år er der fx kommet flere funktioner, der benytter kunstig intelligens, også kaldet AI, hvilket gør det nemt at få flotte resultater.
> Læs også: Her er de bedste billedredigerings-apps til mobilen
Hvad kan du bruge Photoshop til?
Billedbehandlingsprogrammet bruges af både grafikere, professionelle fotografer, fotoentusiaster og mange andre, men det kan også bruges af begyndere inden for billedredigering.

I Programmets venstre side finder du forskellige værktøjer, du kan bruge direkte på billedet, fx for at fjerne objekter. I højre side er der paletter med forskellige funktioner. Det er fx her, du holder styr på lagene i et billede.
Programmet er opbygget sådan, at nybegyndere hurtigt kan komme i gang, mens kompleksiteten stiger gradvist, når du lærer at bruge nye funktioner i programmet. Photoshop matcher på den måde dine behov, uanset om du er begynder eller øvet.
Du kan se meget mere om mulighederne i programmet i vores videoserie Grundkursus i Photoshop, som du kan se her.
Photoshop er måske især kendt for dets evner til at manipulere med billeder. Du kan fx nemt fjerne et kabel, eller sågar en hel person, der har sneget sig ind i billedet. Du kan udglatte hud eller ændre på former og meget andet.
Og så kan du arbejde i lag i Photoshop. Det betyder, at du kan have en baggrund, som du lægger andre objekter ind på. Det kan være et dyr, en person eller andet, du lægger ind på en ny baggrund. Ved hjælp af lag kan du altså lave helt nye billeder – enten for at snyde eller for at lave nye kreative billeder.
>Læs også: 5 gode grunde til at skyde i raw

Ved hjælp af blandt andet lag i Photoshop kan man sammensætte kreative billeder som dette.
© Shutterstock.comPhotoshop kan dog også bruges til helt almindelige forbedringer af fotos. Du kan altså korrigere lys, farver og kontrast, fjerne støj og meget mere. Eller du kan ændre størrelsen på et billede. Der er rigtig mange og avancerede funktioner til at justere på dine billeder, og du kan også lave effekter, der fx minder om filtre fra Instagram.
Ved hjælp af de nye AI-funktioner kan du fx nemt farvelægge et sort-hvid-billede, ændre på ansigtstræk eller markere bestemte områder af et billede.
>Læs også: Sådan fotograferer du fascinerende nordlys
Programmet er lavet til, at du arbejder på ét billede ad gangen, selv om du godt kan have flere fotos åbne. Du justerer altså på billedet, gemmer det – eller en kopi, og åbner næste billede, du vil arbejde på. I modsætning til fx Lightroom kan du ikke sortere og organisere dine billeder i programmet.

Photoshop giver dig mulighed for at justere lysforholdene i et billede, så du fx gør skyggeområder lysere og henter detaljer frem i de lyseste områder.
© ShutterstockHvad koster Photoshop?
Du abonnerer på Photoshop, hvilket betyder, at du kan frasige dig tjenesten i perioder, hvor du ikke bruger den.
Du kan abonnere på Photoshop alene for 186,25 kroner om måneden, hvis du abonnerer i et år, men for 92,50 kroner om måneden kan du abonnere på den såkaldte Fotografi-plan, som er billigere, og hvor du også får Lightroom med.
Photoshop fungerer både til Windows og Mac. Du kan hente en prøveversion af programmet eller købe det på Adobes hjemmeside her.