Adobe opdaterer jævnligt deres fotoprogrammer i Creative Cloud med nye funktioner, og nu kommer en stor opdatering af Photoshop og Lightroom, der giver nye muligheder og større brugervenlighed.
Her er nyhederne i Photoshop
Det er blevet nemmere at fritlægge billeder med personer på ved hjælp af funktionen Select Subject. Den kunstige intelligens bag dette værktøj er nemlig blevet forbedret, så funktionen automatisk registrerer, at der er en person på billedet.
Derefter sørger Select Subject, eller Vælg emne, som funktionen hedder i den danske udgave, for at markere personen, og den tager endda højde for hår og lignende, der fritlægges meget præcist. Det eneste du skal gøre, er at klikke på en knap for at fritlægge personer.
Opdateret raw-konverter i Photoshop
Brugerfladen i Photoshops raw-konverter har fået en stor opdatering. Miniaturebillederne har bedre plads, og så er de forskellige justeringer inddelt i kategorier på samme måde som i Lightroom i stedet for i faneblade.
>Læs også: 5 gode grunde til at skyde i raw
Kategorierne, fx Basic og Detail ligger nu i hvert sit panel, som du kan udvide eller folde sammen, og ved at klikke på øjet ud for hver kategori, kan du hurtigt klikke en kategori fra og til for at fjerne eller tilføje effekten.
Nye muligheder i Lightroom
I Lightroom kan du nu ændre farvetone med Hue i lokale områder. På den måde kan du fx gøre hudtonerne en anelse mere røde uden at påvirke fx en trøje i samme farve.Justeringen med Hue kan bruges med de lokale justeringsværktøjer, fx Adjustment Brush.
>Læs også: Her er forskellene på Lightroom og Lightroom Classic
Blandt andre nyheder er muligheden for at lave presets, der indeholder forskellige justeringer til billeder med forskellige ISO-værdier.
Lær alt det grundlæggende om Lightroom i vores videoserie i ti afsnit.
Når du beskærer, kan du nu få vist et såkaldt overlay, der viser, hvor midten af billedet er, og så er der nogle mindre forbedringer af brugerfladen, ligesom ydelsen skulle være bedre, blandt andet når du ruller i billedsamlingen.