Sort-hvid billeder er det perfekte valg, når du gerne vil vise tekstur, kontrast og former i dine motiver.
Det monokrome udtryk fjerner alle forstyrrelser og blotter det essentielle i motivet – og det kan virke helt fantastisk godt, hvis du ved, hvordan du skal gøre.
Der er dog tre typiske fejl, som har det med at ødelægge sort-hvid billeder. Her kan du læse, hvilke fejl der er tale om, og hvordan du kan styre udenom dem.
1. Detaljerne brænder ud i de lyseste områder
Lyse områder bliver til helt hvide plamager, når du fotograferer sort-hvid.
De udbrændte områder indeholder ingen detaljer, og det fungerer ikke særligt godt, når du fotograferer sort-hvid.
Hvis højlysene brænder ud, er det nemlig umuligt at hente detaljer frem fra dem bagefter.
Heldigvis giver mange kameraer mulighed for, at man kan aktivere en højlysadvarsel i menuen.
Aktiverer du den, vil skærmen blinke og med rødt vise de områder i billedet, hvor højlysene er helt uden detaljer.
> Læs også: Udryd dine fejlskud én gang for alle
2. Du bruger kun naturligt lys
Normalt foretrækker fotografer det naturlige lys, men det kan faktisk give kedelige og matte sort-hvid billeder uden særlig mange nuancer og dybde.
Derfor bruger sort-hvid fotografer ofte en ekstern flash eller kameraets indbyggede flash, når de fotograferer.
Flashen giver et hårdt og unaturlig lys, men faktisk er det også med til at skabe flere nuancer af grå, som gør sig rigtig godt i sort-hvid-fotos.
Hvis dine billeder ser lidt kedelige ud, kan du derfor prøve at aktivere flashen og skyde en lysstråle afsted, mens kameraet eksponerer.
Læs også: Her er 5 klassiske begynderfejl fotografer skal undgå
3. Du vælger sort-hvid i kameraet
Det kan lyde mærkeligt, men selv om du vil have sort-hvide fotos, bør du skyde i farver og i raw-format.
Det giver dig nemlig flere muligheder i billedbehandlingen, hvor du derefter kan bestemme, hvor lyse eller mørke de enkelte toner i billedet skal være.
Det kan du gøre i raw-konverteringen i Lightroom eller Photoshop, hvor du åbner billedet og klikker på HSL/gråtoner. Vælg gråtonerne, og tilpas dem.
Læs også: Sådan bruger du blændeprioritet