Tips til bedre billeder af byen om aftenen

Du kan godt nok ikke fotografere Mælkevejens stjerner, men byen gemmer på masser af andre spændende motiver, der først dukker op, når mørket falder på.

© Shutterstock

6 tips til bedre aftenbilleder af byen

Byen skifter fuldkommen karakter, når dag bliver til nat, og det kan give farverige og stemningsfulde billeder. Her får du de bedste tips til funklende billeder i byens lys.

18. november 2020 af Sarah Marie Winther

Mange fotografer slukker kameraet, når mørket falder på, fordi billederne jo alligevel bare vil blive rystede, kornede eller undereksponerede uden det naturlige lys.

Men det er en stor fejltagelse, for mange byer liver først rigtigt op om aftenen, hvor butiksvinduer, billygter og lyskurve lyser op og skaber farverige refleksioner.

At fotografere om natten er dog lidt anderledes end at fotografere om dagen, så her får du vores bedste tips til at tackle nattemørket i byen. 

> Læs også: Tag flotte billeder af Månen

1. Slå billedstabiliseringen til

Hvis dit kamera eller objektiv har billedstabilisering, så husk at aktivere den, når du fotograferer håndholdt – så kan du nemlig vælge en længere lukkertid og dermed en lavere ISO. 

Billedstabilisering hedder typisk IS, VR, VC eller OSS.

2. Sæt hvidbalancen manuelt

Byens blandede belysning kan forvirre den automatiske hvidbalance i kameraet, hvilket ofte giver billeder med et gulligt farvestik.

Skyder du i raw, kan det rettes i raw-konverteringen, men bestemte farver kan med en forkert hvidbalance blive så mættede, at de mister detaljer, fx rød. 

Et godt udgangspunkt for en neutral hvidbalance er 2600-3700 K. Det passer nogenlunde med hvidbalanceindstillingen Tungsten, der er 3200K, men du kan også vælge at indstille værdien manuelt.

Det vigtigste er, at du vurderer farvernes temperatur i hvert motiv og justerer hvidbalancen efter, hvad der ser mest naturligt ud eller giver den flotteste effekt. 

> Læs også: 5 hurtige tips til at fotografere i den blå time

Få bedre aftenbilleder af byen

Lysstriber fra biler er ét af de motiver, der først dukker op, når mørket falder på.

© Shutterstock

3. Læg fokus på forhånd

Mørket kan give autofokus problemer, så du kan med fordel lægge fokuspunktet på et kontrastfuldt område i nærheden af det, du gerne vil stille skarpt på, fx kanten af en gadelampe eller et vindue.

4. Husk en modlysblænde

Når du går rundt i byen og fotograferer, kan du komme ud for, at den perfekte vinkel er lige under en gadelampe, og det kan give uønskede reflekser i billedet.

Løsningen er heldigvis ret enkel – en modlysblænde fjerner nemlig langt de fleste objektivfejl. Ofte sælges objektivet sammen med en modlysblænde, men de kan også fås separat for få hundrede kroner.

5. Brug et bordstativ

Et kamerastativ tillader længere lukkertider, men giver også en tungere oppakning, og det er upraktisk, når du skal vandre rundt i byen.

Overvej derfor at investere i et bordstativ. Modellen 3T-15K fra Sirui vejer under 200 gram, men kan bære op til 5 kg, og så koster det kun 645 kr. Sæt det fx jorden, på en bænk eller et trappetrin.

> Læs også: Sådan bruger du ISO-indstillingerne

Få bedre aftenbilleder af byen

Mange ellers kedelige områder bliver pludselig spændende, når de kunstige lys tænder.

© Shutterstock

6. Brug presets eller actions

Hvis du redigerer dine billeder i Lightroom eller Photoshop, så vær ikke bange for at bruge de presets eller actions til at fremhæve den særlige stemning i billederne.

Presets og actions er en række justeringer, der alle er samlet i ét klik, og et enkelt preset kan fx lægge et farvet filter over billedet, skrue op for farvemætning og kontrast og give billedet lidt ekstra skarphed.

Du kan downloade presets og actions på nettet. Nogle er gratis, mens andre koster penge. På Digital FOTO er vi fx glade for plugin'et Nik Collection fra DxO. 

> Lige nu kan du også hente en række presets og actions i Fordelszonen. 

Meget mere om nattefotografi i Digital FOTO

I Digital FOTO nummer 18/2020 viser vi, hvordan du kan udnytte det tiltagende vintermørke til at få stemningsfulde billeder af det funklende og farverige lys i byen.

Vi kommer med inspiration til motiver, og du kan se, hvordan det gik os, da vi pakkede tasken med en vidvinkel, en tele og et kamerastativ og drog ud i natten.

Du får naturligvis også masser af råd og vejledning undervejs til, hvordan du skal tackle kameraindstillinger, komposition og billedbehandling.

> Læs også: Lær teknikken bag hvidbalance

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...