Et camera obscura blev oprindeligt brugt af kunstnere, der malede og tegnede landskaber.
Malerne fandt ud af, at deres motiver kunne gengives på hovedet ved hjælp af et lille hul i en mørk kasse – og selvsamme teknik blev senere byggestenene til opfindelsen af kameraet.
Her kan du læse om camera obscura, og hvordan teknikken fungerer – derudover kan du også lære, hvordan du selv kan lave dit eget primitive kamera.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Historien bag verdens første kamera
Hvor mange billeder har du taget i dit liv? Det er sikkert flere tusinde, da de fleste af os har både en smartphone og et kamera lige ved hånden.
Men spoler vi tiden nogle hundrede år tilbage, så var det et kæmpe privilegie at blive fotograferet, og det var kun en meget lille procentdel af de rigeste personer, der fik den mulighed.
I løbet af 1700-tallet ville flere og flere personer i middelklassen i USA og Europa gerne portrætteres, men det var dyrt, og det var en tidskrævende proces.
Derfor indledte alverdens forskere et indædt kapløb, hvor det gjaldt om at finde ud af, hvordan lyset selv kunne fikse billedet i kameraet, uden at man skulle tegne i hånden.
I 1839 skete der et kæmpe gennembrud i udviklingen, da en fransk kunstner ved navn Louis Daguerre byggede videre på et camera obscura.
Daguerre havde held med at placere en tynd metalplade belagt i visse kemikalier inde i et camera obscura, og på den måde kunne han tage et billede, da metallet reagerede på lyset, der kom ind i kameraet.
Sådan blev verdens første kamera opfundet, og efterfølgende gik det hurtigt med at få udbredt kendskabet til teknikken.
Sådan virker et camera obscura
Camera obscura betyder mørkt kammer, og det er lige nøjagtigt også, hvad det er.
Et camera obscura er nemlig et mørklagt rum eller en kasse med en lillebitte åbning i den ene side.
På den modsatte væg – eller side i kassen – sker der det magiske, at verden udenfor viser sig på hovedet i miniatureform, når lyset projekteres ind via det lille hul.
Billedet eller motivet vender på hovedet, fordi de linjer, som lys bevæger sig i, krydses i hullets lille åbning.
Lyder det bekendt? Det er faktisk nogenlunde samme teknik, vi kender fra nutidens kameraer.
Sådan laver du dit eget primitive kamera
Når du vil lave dit eget camera obscura, har du brug for følgende redskaber:
- En skotøjsæske eller en anden papkasse
- Et stykke hvidt papir
- En saks
- En kuglepen eller blyant
- Sort tape
Du kan i princippet lave dit primitive kamera med hvilken som helst kasse, men det letteste er at finde en skotøjsæske, da de ofte har de bedste mål – og de er nemme at holde.
Trin 1:
Klip det hvide papir, så det passer til den ene side af din æske. Brug tapen til at fastgøre det til indersiden. Det hvide papir bliver skærmen, dit billede projekterer på.
Trin 2:
Du skal lave to huller i siden af boksen lige over for det hvide stykke papir. Det første hul skal være meget lille.
Her kan du fx nøjes med at stikke spidsen af din kuglepen eller blyant gennem boksen.
Det andet hul vil være dit synshul. Det skal være større – men kun lige nok til, du kan se ind i kassen.
Du skal placere hullerne langt nok fra hinanden, så når du ser gennem synshullet, blokerer dit hoved ikke lyset fra at komme ind gennem det mindste hul.
Trin 3:
Til sidst skal du tape kassen sammen, så den er helt lukket. Her er det vigtigt, at du bruger mørk tape, da der ikke må komme lys ind i kassen.
Når du har tapet kassen, er dit camera obscura klar til brug.