Regn kan give gode effekter i dine billeder, men det er godt at have et par tricks i baghånden, hvis du skal fotografere, når himlen åbner sluserne.
1. Find den korrekte lukkertid til fotos i regnvejret
Lukkertiden vil ofte variere, når man fotograferer regn, alt afhængigt af hvor kraftig nedbøren er.
Generelt gælder det, at hurtige lukkertider kan fryse regndråberne i luften, gerne så hurtigt som 1/1000 sekund, mens længere lukkertider kan skabe flotte bevægelsessløringer.
Hvis lukkertiden bliver meget langsommere end 1/30 sekund, er der risiko for, at regndråberne bliver helt usynlige på billedet.
>Læs også: 3 tips til flottere komposition i dine landskabsbilleder
2. Frys dråberne i luften for intense regnfotos
Med kameraet indstillet til manuel fokusering peger du et sted ud i regnen – gerne med en mørk baggrund, så regnen kan stå tydeligt frem på billedet.
Vælg et fokuspunkt med god afstand til baggrunden. Blænd op til fx F1.8, og vælg en ISO-værdi, som er så tilpas høj, at lukkertiden bliver minimum 1/1000 sekund eller hurtigere.
Regndråberne, som falder netop i fokuspunktet, fryses i luften, og de vil stå skarpt frem mod baggrunden.
> Læs også: 3 gode grunde til at bruge telen til landskaber
3. Udnyt sidelyset for tydeligere regndråber
Regn er som regel også lig med gråvejr, men det sker dog, at solen viser sig, mens det øser ned.
Hvis du vender dig med ryggen mod solen, vil du som regel se en regnbue, som altid er værd at fotografere.
Hvis du derimod fotograferer med solen 90 grader på sig, altså med solen direkte fra højre eller venstre, får du sidelyset, som fremhæver strukturer og oplyser den faldende regn, hvilket givet et andet smukt motiv.
> Læs også: 3 motiver du skal skyde på manuelt program
4. Bonustip: Husk at tørre dit fotogrej grundigt efter en tur i regnvejret
Det er selvfølgelig vigtigt at tørre udstyret grundigt af, når det har været en tur ude i regnen.
Også selv om det har været beskyttet at et regnslag.
Forlæng objektivet maksimalt ved at dreje zoomringen, og eventuelt fokusringen, så dråber og fugt kan tørres væk, og lad det gerne stå fuldt udtrukket i et stykke tid, så fugten kan fordampe.
Hold i øvrigt øje med kameraets mange små kringelkroge og åbninger.
> Læs også: 4 veje til anderledes fotos af landskaber