Hvis du har et billede, hvor både motivet, farverne og skarpheden spiller, men det alligevel ikke er særlig spændende at se på – så er det formentlig kompositionen, den er gal med.
Kompositionen er den måde, de forskellige elementer i et billede er placeret på. Det er et ret abstrakt begreb, og derfor findes der ikke nogen facitliste over gode kompositioner, så det kan være svært at finde den bedste til netop dit motiv.
Vi har dog forsøgt at gøre det lidt lettere for dig og samlet tre enkle greb, du stort set altid kan bruge, når du fotograferer landskaber.
1. Led efter lag i landskabet
Står du overfor et imponerende landskab, så er det en god idé at lede efter lag, der kan bruges til at skabe dybde i billedet. Det kan fx være rækker af træer, bakker, boligblokke eller noget fjerde.
Her er det klart en fordel, hvis du har et teleobjektiv, for den trækker elementer, der befinder sig langt væk, tættere på, så perspektivet bliver mere komprimeret, og så er det endnu lettere at skabe lag i billedet.
På billedet herunder stod vi over 100 meter fra vigen, men med en 70-300mm fik vi de små tanger til at fremstå, som om de var tættere på hinanden, og det giver et indtryk af lag.
> Læs også: Forstå det gyldne snit

Billedet her er meget enkelt, men fordi der er flere lag i kompositionen, stor kontrast og fine farver, bliver det ikke kedeligt.
© Digital FOTO2. Brug din krop til at zoome
I stedet for kun at zoome ind eller ud, så væn dig også til at rekomponere ved at gå frem, tilbage eller til siden. Nogle gange er det også rigtig smart at gå ned i knæ, hvis du fx vil af med forstyrrende elementer.
På billedet herunder ville vi gerne skjule et hvidt stakit og nogle gravsten, så vi satte os på hug for at få et lavere perspektiv – og slap dermed for at skulle fjerne de forstyrrende elementer i billedbehandlingen.
Fotograferer du bygninger med en vidvinkel, som vi har gjort, kan du også gøre klogt i at holde kameraet op over hovedet på dig selv, for så er sensoren mere parallel med bygningen, og dermed bliver linjerne ikke helt så styrtende.
> Læs også: 3 kompositionsregler du måske ikke kender

Ved at sætte os på hug lykkedes det os at "rense" landskabet for forstyrrende elementer, så det kun er kirken, man lægger mærke til, når man ser på billedet.
© Digital FOTO3. Udelad en kedelig himmel
Hvis himlen ikke er spændende den dag, du fotograferer, så lad være med at inkludere den i din komposition. Himlen kan nemlig også være forstyrrende, og ved at ekskludere den kan du opnå et strammere og mere grafisk udtryk.
Hvis du er vant til at have himlen med i dine billeder, lyder det måske helt tosset, men det handler bare om at zoome en lille smule mere ind eller pege kameraet en anelse mere nedad mod selve landskabet.
I billedet herunder var himlen overskyet og trist, så vi zoomede mere ind på konstruktionen og mågen. Nu er det de elementer, blikket fokuserer på, og ikke en intetsigende himmel.
> Læs også: Sådan bruger du lag til at skabe mere dybde i dine portrætter

Ved at beskære billedet så tæt, at himlen ikke er med, får vi skabt en mere rolig komposition, der leder fokus til de to hovedmotiver.
© Digital FOTO