Eng i solnedgang

Midsommeren er et magisk tidspunkt på året for fotografer, og her kan du læse, hvad du skal fotografere, når dagen går på hæld, og lyset bliver gyldent. 

© Shutterstock

Det skal du fotografere i de lune sommeraftener

Sommerens lyse aftentimer giver gode chancer for at få blændende billeder. Her får du et skud frisk inspiration til, hvad du skal rette kameraet mod – og tips til, hvordan du får de bedste billeder.

11. juni 2019 af Sarah Marie Winther

1. Portrætter i modlys

Lille dreng med hund på eng i modlys

Børn og dyr er ideelle motiver i det bløde, mælkede lys fra solnedgangen.

© Shutterstock

Om dagen er sollyset alt for hårdt til portrætter, men om aftenen kan du få fuldstændig magiske billeder, hvis du placerer dit motiv foran solen. 

Den lave sol vil nemlig lægge sig som en slags hinde over billedet, hvilket dæmper kontrasterne og giver et flot, gyldent skær.

Vælg spotmåling, så du ikke risikerer at få under-eksponerede billeder. Det vil i de fleste tilfælde få baggrunden til at brænde ud, men i denne type portrætter giver det en fin effekt. 

> Læs også: Sådan bruger du spotmåling

2. Sankthansbål

Sankthansbål på bredden om aftenen

Den varme ild mod den kølige, blå himmel giver en flot kontrast i billedet.

© Shutterstock

Den 23. juni er den korteste nat på hele året, og det fejres overalt i Europa med bål, fest og sang. Du kan få stemningfulde billeder ved at fotografere bålet i den blå time efter solnedgang, som er omkring klokken 22.

Flammerne er meget lyse, så undereksponér billedet lidt, så den orange farve bevares. 

Hvis du bruger et halvautomatisk program som blændeprioritet eller lukkertidsprioritet, kan du bruge eksponeringskompensationen.

Hvis sankthansfesten foregår ved en sø, kan du også gå om på den anden side af søen, så du får spejlingen fra bålet med. 

> Se video: Landskabsfotografen Mads Peter Iversen guider dig til at tage perfekte billeder i den gyldne time lige her. 

3. Silhuetter på stranden

Silhuet af kærestepar på stranden i solnedgang

Få en stærkere komposition ved at placere dine silhuetter i siden af billedet, så den farverige himmel bliver hovedmotivet.

© Shutterstock

Silhuetter er en god måde at fange en smuk solnedgang på, og om sommeren er det oplagt at hive familien med ud på stranden, hvor der er frit udsyn til horisonten, og hvor vandets spejling giver balance i billedet.

Det er vigtigt, at dine silhuetter ikke overlapper hinanden, så omridsene, der gør dem genkendelige, udviskes. 

Fx kan et par, der holder i hånd, risikere at smelte sammen til en uigenkendelig, sort plet, hvis de står for tæt på hinanden.

> Læs også: 6 tips til at fotografere stemningsfulde silhuetter

4. Børn i springvand 

Lille dreng der leger i et springvand og griner

Du kan bruge en vidvinkel og få hele springvandet med – eller du kan bruge et teleobjektiv og gå helt tæt på barnet, så ansigtsudtrykket og dråberne kommer i fokus. 

© Shutterstock

De varme sommerdage indbyder til masser af leg med vand, og du kan få sjove billeder ved at fotografere børn, der hopper rundt i springvand, løber igennem strålen fra vandslangen i haven, eller pjasker i et badebassin.

Hvis du gerne vil vise bevægelsen i vandet som på billedet ovenover, så brug en lidt længere lukkertid, fx 1/200 sekund. 

Hvis du vil fryse vanddråberne, så de bliver til små krystaller i luften, skal lukkertiden være mindst 1/1000 sekund. 

> Læs også: Sådan tager du portrætter med fart på

5. Pariserhjul i forlystelsespark

Karrusel i forlystelsespark i blødt lys fra solnedgangen

Der er ingen grund til at forsøge at presse hele forlystelsen ind i billedet – hvis det er et pariserhjul som her, vil man kunne genkende formen, og så er det ligemeget, at beskæringen er tæt. 

© Shutterstock

For børn er turen på Bakken, i BonBon-land eller Djurs Sommerland et af sommerens absolutte højdepunkter, og der er faktisk god grund til at tage dit kamera med på turen.

De mange farvestrålende forlystelser kan nemlig give interessante, grafiske billeder – især hvis du bliver i parken til om aftenen, hvor farverne på himlen bliver mere sarte, og skyggerne mindre hårde. 

Pariserhjulet er en klassisk forlystelse, der har en spændende geometrisk form og ofte fine pastelfarver. Stil dig så tæt på forlystelsen, som du kan, så du kan fotografere direkte op og få en ren, blå baggrund.

> Læs også: Få de bedste farver med det rigtige farverum

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...