Blænde gjort enkelt – forstå den vigtigste indstilling på dit kamera

Blænden har stor betydning for både lys, skarphedsdybde og dine kreative muligheder. Men hvad er det helt præcist? Det dykker vi ned i i denne artikel.

Objektiv med stor blænde

Blænden justerer, hvor stort et hul lyset kan slippe igennem i objektivet.

Blænde er et af de vigtigste begreber, når du arbejder med fotografering – men det er også et af dem, der hurtigt kan skabe forvirring, hvis du ikke kender til kameraets indstillinger.

Helt grundlæggende handler blænde om, hvor meget lys kameraet lukker ind gennem objektivet. Men det stopper ikke der – blænde har også stor betydning for skarphedsdybde, eksponering og det kreative udtryk i dine billeder.

I denne artikel går vi i dybden med, hvad blænde er, hvordan den fungerer, og hvorfor den er så afgørende for dine fotos.

Du får også svar på en række andre ting, der er værd at vide om blænde:

Hvad er blænde og hvordan fungerer det?

Blænde er den åbning i kameraets objektiv, som bestemmer, hvor meget lys der slipper ind til kameraets sensor. Inde i objektivet sidder en række tynde lameller, der kan bevæge sig, så åbningen bliver større eller mindre.

En stor blændeåbning betyder, at der lukkes meget lys ind, mens en lille blændeåbning lukker mindre lys ind.

Blændeangivelser angives som såkaldte F-værdier eller F-tal – for eksempel F2.0 eller F22. Her gælder den lidt kontraintuitive regel, at et lavt F-tal svarer til en stor blændeåbning, og et højt F-tal betyder en lille blændeåbning.

Blændens størrelse påvirker ikke kun lysmængden i billedet, men også hvor meget af motivet der står skarpt, hvilket gør den til et af de vigtigste værktøjer i fotografens værktøjskasse.

Hvad betyder F-værdi og hvordan aflæses den?

Grunden til, at et lavt tal angiver en stor blændeåbning, er, at det faktisk er en brøk. Derfor angives blænden også ofte som fx f/2.0, f/4.0 eller f/5.6, hvor f'et er brændvidden og tælleren i brøken, mens F-tallet er nævneren. Ved F2.0 eller f/2.0 er blændeåbningens diameter derfor i teorien halvdelen af brændvidden, mens den på F4.0 eller f/4.0 er en fjerdedel af brændvidden. Med et objektiv på 50 mm er blændeåbningens diameter derfor:

  • F2.0 (50/2) ≈ 25 mm
  • F4.0 (50/4) = 12,5 mm
  • F22 (50/22) ≈ 2,27 mm

Det betyder også, at blændeåbningens diameter ændrer sig med brændvidden. På 100 mm F4.0 er blændeåbningen således 25 mm, mens den på 200 mm F4.0 er 50 mm.

Hvordan påvirker blænde dybdeskarpheden?

Dybdeskarphed, også kaldet skarphedsdybde, handler om, hvor stor en del af billedet der er skarpt. En stor blændeåbning giver lille dybdeskarphed (meget baggrundssløring), mens en lille blændeåbning giver stor dybdeskarphed (det meste er skarpt).

Til fx landskabsbilleder og arkitektur, vil man typisk have det meste skarp, og så kan man vælge en lille blændeåbning på F8.0 eller F16. Til portrætter vil man derimod ofte have en lille dybdeskarphed, så baggrunden bliver sløret, og personen træder mere frem. Det opnår man med en stor blændeåbning på fx F3.5.

Blænden spiller derfor også en stor rolle for bokeh-effekten – den flotte, bløde baggrund, som mange fotografer elsker.

Billede taget på F22

Billedet her er taget på F22, hvilket er en meget lille blændeåbning. Fokus er på blomsten, men baggrunden er også tydelig.

Billede taget på F2.0

Her har vi valgt en meget stor blændeåbning på F2.0. Med en stor blændeåbning er dybdeskarpheden meget mindre, og derfor er baggrunden sløret.

Blænde, lukkertid og ISO – eksponeringstrekanten forklaret

Blænde er én af tre faktorer i eksponeringstrekanten sammen med lukkertid og ISO. De tre skal balanceres for at opnå den rette eksponering:

  • Stor blænde kræver kortere lukkertid eller lavere ISO.
  • Lille blænde kræver længere lukkertid eller højere ISO.

Hvordan indstiller man blænde på et kamera?

Blænden indstilles enten på objektivet eller på et kameraets indstillingshjul. Det er dog ikke i alle optageprogrammer, du kan vælge blænde.

  • Manuel tilstand (M) – fuld kontrol over blænde, lukkertid og evt. ISO.
  • Blændeprioritet (A/Av) – du vælger blænde, kameraet vælger lukkertid og evt. ISO.
  • Automatisk – kameraet styrer alt, inkl. blænde.

På mobilkameraer kan blænde ofte ikke ændres fysisk, men nogle apps simulerer effekten.

Hvilken blænde skal jeg vælge? – Eksempler

Portræt → Stor blændeåbning (F1.8 – F4) for sløret baggrund.
Landskab → Lille blændeåbning (F8 – F16) for stor dybdeskarphed.
Makro → Mellemstor blændeåbning (F5.6 – F11) for balance mellem lys og skarphed.
Nattefoto → Stor blændeåbning kombineret med længere lukkertid.