Elsker du at fotografere, men savner nye udfordringer, så kan fotoreportager være det helt rigtige. Her handler det i bund og grund om at fortælle en historie med billeder fra virkeligheden på en sansende og beskrivende måde.
Der findes virkelig mange dygtige fotojournalister, som laver fantastiske fotoreportager – både fra krigens brændpunkter og det politiske liv. De kan være god inspiration og fungere som forbilleder, men en reportage kan også sagtens være dragende, selv om det handler om dagligdags ting, så længe billederne og historien er god.
> Læs også:Fem fejl uerfarne bryllupsfotografer begår
Du kan lave fotoreportager om alt muligt lige fra en arbejdsdag hos en spændende kunsthåndværker eller ved at følge en fodboldkamp både på og udenfor banen. Det kan også bare være dagligdagen hos en ven eller pårørende. Det vigtige er bare, at der er en rød tråd i billedfortællingen.
Generelt skal du være væbnet med tålmodighed og have sanserne åbne, så du er parat til at skyde det uventede. Vær fluen på væggen, og brug den tid der skal til.
Her får du vores bedste tips til at komme i gang med din fotoreportage.
1. Brug tid på forberedelse
2. Medbring det rigtige udstyr
3. Husk blitz til reportagen
4. Skab variation i reportagen
5. Giv reportagebillederne samme billedstil
> Læs også: 8 tips til gadefotos
Forberedelse
1. Brug tid på forberedelse
Gør dig klart, hvad reportagen skal bruges til, og hvorfor du vil lave den. Sæt dig ind i emnet og lokaliteterne, så du har en fornemmelse af, hvilke motiver der kan opstå.
Kontakt de personer, som skal optræde i reportagen, så du er sikker på, at de er med på idéen. Tilbyd dem eventuelt at få dine billeder på mail eller Facebook bagefter.
Udstyr
2. Medbring det rigtige udstyr
Brug et spejlrefleks- eller systemkamera og et godt allroundobjektiv, der fx dækker området 24-70 mm på full-frame. På et APS-C-kamera svarer det cirka til 18-120 mm.
Så har du god mulighed for både at komme tæt på, skyde portrætter og lave oversigtsbilleder til reportagen.
Blitz
3. Husk blitz til reportagen
Det er en stor fordel at medbringe en blitz, så du altid er sikker på, at der er lys nok, når du skyder indendørs. Affyr gerne blitzen mod loft eller væg.
Det indirekte lys er bedre til at bevare stemningen. Alternativt kan du udnytte lysindfald fra vinduer.
> Hvis du vil vide mere om at skyde med blitz, finder du masser af tips her.
Variation
4. Skab variation i reportagen
Tag billeder i høj- og bredformat til reportagen. Det giver en god variation i din fortælling. Udnyt forskellige brændvidder og gå gerne tæt på – også med din vidvinkel.
Medmindre du også er på jagt efter et klassisk portræt, så lad personen passe sit arbejde uden øjenkontakt.
Billedstil
5. Giv reportagebillederne samme billedstil
For at den røde tråd i din billedfortælling fastholdes, er det en god idé at give dine billeder samme justeringer i fx Lightroom. Det kan du let gøre med Presets eller Profiles.
Her kan du med fordel bruge nogle af de Presets til Lightroom og actions til Photoshop, vi har lagt i Fordelszonen til vores abonnenter.