Et objektivs lysstyrke er den størst mulige blændeåbning, du kan bruge på dit objektiv.
Jo større blændeåbning, jo mere lys kan der slippe igennem til kameraets billedchip.
Der er flere fordele ved en stor lysstyrke. Blandt de største er, at du kan bruge objektiverne i svagt lys uden at skrue så højt op for ISO, eller at du kan benytte hurtigere lukkertider. Desuden kan du få en meget lille dybdeskarphed, så baggrunden er sløret.
> Se videoerne: Sådan tager du kontrol med dybdeskarpheden
Lysstyrken angives typisk i objektivnavnet, fx som F2.8 eller f/4. Du kan naturligvis sagtens vælge en mindre blændeåbning, fx F8.0, ved at justere på blænden.
Derfor er der to lysstyrker på dit objektiv
På mange zoomobjektiver ændrer lysstyrken sig med brændvidden, så den bliver mindre, jo mere du zoomer ind. Et typisk kitobjektiv kan fx hedde 18-55mm F3.5-5.6.
Her angiver det første tal efter F’et lysstyrken på kraftigste vidvinkel, mens andet tal angiver lysstyrken på kraftigste teleindstilling. I ovenstående tilfælde er lysstyrken altså F3.5 på 18 mm, mens den er F5.6 på 55 mm.
> Læs også: Det betyder blændeværdierne på dit objektiv

Lysstyrken opgives som regel i objektivnavnet. På dette Fujifilm-objektiv angives lysstyrken på F2.0 som 1:2.
© FujifilmPå engelsk kalder man lysstyrken for lens speed, altså objektivhastighed, og lysstærke objektiver kaldes for fast – altså hurtige, fordi du med store blændeåbninger kan bruge hurtigere lukkertider. Omvendt bliver mindre lysstærke objektiver benævnt som slow.
> Læs også: Vælg den rigtige blænde i dit kamera
Lysstyrken påvirker prisen
Generelt vil vi betegne F2.8 som lysstærkt, men det afhænger også af brændvidden.
Et 85mm-objektiv på F2.8 er fx ikke specielt lysstærkt, mens et 400mm-objektiv på F2.8 er meget lysstærkt.
En høj lysstyrke vil som regel slå igennem på objektivets pris.
Et af de mest lysstærke objektiver i dag er Nikon NIKKOR Z 58mm F0.95 S Noct til Nikons spejlløse systemkameraer.

Nikon NIKKOR Z 58mm F0.95 S Noct har en lysstyrke på F0.95 og er dermed et af de mest lysstærke objektiver på markedet.
© NikonMed en lysstyrke på F0.95 kan det slippe omkring fire gange så meget lys ind som søsterobjektivet Nikon NIKKOR Z 50mm F1.8 S. Det svarer til, at du kan fotografere på 1/250 sekund i stedet for 1/60 sekund.
Prisforskellen er dog stor. F1.8-objektivet koster omkring 5000 kroner, mens F0.95-optikken bliver din for omkring 70.000 kroner – prisforskellen skyldes dog ikke udelukkende lysstyrken.