Drømmer du om et lysstærkt zoomobjektiv med en fast blænde på under F 2.8 i hele rækkevidden, så er der godt nyt på vej, for Panasonic udvider sin objektivserie til Four Thirds-sensoren med et telezoomobjektiv.
Det nye objektiv, LEICA DG VARIO-SUMMILUX 25-50mm / F1.7 ASPH., minder om 10-25 mm vidvinklen, som kom i 2019, og det har samme lave blændetal - F 1.7 over hele rækkevidden.
Det svarer til, at du med de to objektiver i tasken vil kunne dække alt fra 20 mm til 100 mm på full-frame, og alt sammen med en vægt på under 700 gram per objektiv.
> Læs også Derfor skal du eje et lysstærkt objektiv
Til både portrætter og nærskud
De fleste fotografer vil nok købe det nye, professionelle objektiv alene for det lave blændetals skyld, og producenten lover også blød og flot bokeh, som er den baggrundssløring, man typisk ser på professionelle portrætter.
Hvis dine motiver har små og fine detaljer, som du vil fotografere tæt på, kan objektivet også klare den opgave, fordi det har en mindste fokusafstand på 28-31 cm, ifølge producenten.
Professionelt objektiv - også til video
Det er ikke kun fotograferne, der kan få glæde af det nye objektiv, for det er også bygget til at minimere focus breathing, som er vigtigt i video, fordi motivet ikke skifter størrelse i billedet, når fokus ændrer sig fra fx nær til fjern.
LEICA DG VARIO-SUMMILUX 25-50mm / F1.7 ASPH. har også en trinløs blændering, som kan justeres lydløst under optagelse af video, og det gør, at du kan opnå lydløs fokus under optagelse af video, selv når lyset skifter.
Objektivet er ifølge producenten støv, vand og frostafvisende, så du kan have det med dig ud i elementerne.
Objektivet kommer i butikkerne til september og koster 16.490 kr.
> Læs også Få styr på kameraernes sensorstørrelser