Sony har opdateret deres serie af objektiver til deres spejlløse Alpha-kameraer, så du nu også kan bruge de helt store brændvidder på 600 mm, hvilket både sports- og dyrefotografer sætter stor pris på.
Vi var med ved præsentation i England og har allerede haft mulighed for at fotografere med begge objektiver, der har indbygget optisk billedstabilisering.
Her får du vores første indtryk, og du kan se nogle af vores første testbilleder.
Lav vægt og god balance
Det nye flagskib, FE 600mm F4.0 GM OSS, er ikke kun Sonys kraftigste tele. Med en vægt på kun 3040 gram er det desuden verdens letteste i sin klasse, hvilket skyldes stor brug af magnesiumlegeringer.
Objektivet er også det mest velafbalancerede, da de fleste linser – bortset fra frontlinsen – ligger tættest kameraet. Det er meget behageligt at arbejde med, og autofokussen var lynhurtig, da vi blandt andet fotograferede en actionfyldt polo-kamp med et Sony Alpha9.
> Læs også: Skarpere skud med teleobjektivet
Ud fra vores første optagelser må vi konstatere, at billedkvaliteten er i topklasse med tre ægte fluorit-linser.
Optikken er i øvrigt kraftigt vejrforseglet.
Superzoom til stærk pris
Sonys anden nyhed er objektivet FE 200-600mm F5.6-6.3 G OSS.
I modsætning til fx Nikons tilsvarende objektiv på 200-500 mm, bliver Sonys udgave ikke længere, når du zoomer.
Det kan vi godt lide, fordi optikken holder sine kompakte mål og sikrer en konstant balance, når det sidder på kameraet.
Dertil kommer, at zoomvandringen med FE 200-600mm F5.6-6.3 G OSS er meget kort og præcis. Det er en sand fornøjelse at arbejde med.
Efter vores første testoptagelser, må vi også her konkludere, at billedkvaliteten er rigtig god, selv om den ikke er helt på højde med 600 mm-objektivet.
Udformningen virker en anelse plasticagtig i sammenligning med fx Nikons tilsvarende objektiv.
> Læs også: Sådan klarer Sigmas 60-600 mm sig
Begge objektiver er tiltænkt full-frame-kameraer, men fungerer også med Sonys APS-C-kameraer, hvor den maksimale brændvidde når op på hele 900 mm.
Vil du bruge Sonys telekonvertere på 1,4x og 2,0x, er begge objektiver kompatible, uden at det skulle gå ud over fokushastigheden.
Sony FE 600mm F4.0 GM OSS koster 110.000 kroner, mens FE 200-600mm F5.6-6.3 G OSS kan købes for 16.500 kroner.
Begge objektiver kommer i butikkerne i løbet af august.