Hvis du har befundet dig i en fotobutik – enten fysisk eller på nettet – indenfor de seneste par år, er du måske stødt på begrebet cashback i forbindelse med, at du har kunnet spare nogle penge.
Hvad betyder cashback?
Når der er cashback på et produkt, betyder det, at du kan få en vis procentdel af købsprisen tilbagebetalt, hvis du går registrerer dit produkt efter køb.
Typisk skal du ind på producentens hjemmeside og søge om cashbacken. Her skal du indtaste ting som produktets serienummer og din adresse. Nogle gange skal du også indsende købsfakturaen.
Det er altså en form for rabat, som ikke bliver fratrukket ved kassen. Nogle producenter overfører pengene til din konto, mens andre sender et kontokort med penge på.
> Læs også: Her er de bedste kameraer lige nu

Med cashback kan producenterne tilbyde en nedsat pris i en begrænset periode og samtidig styre, hvad der skal gives rabat på, og hvor stor rabatten skal være. Det kan dog sagtens være en fordel for dig.
© ShutterstockHvorfor trækker virksomhederne ikke bare rabatten med det samme?
For det første er det producenterne og ikke forhandlerne, der tilbyder rabatten. Når du køber en vare med cashback, får den butik, du har købt den i, altså stadig den fulde pris for varen.
For det andet er det mere indbringende for producenterne, fordi mange kunder ikke får taget sig sammen til at søge om rabatten. Dermed får producenten den fulde fortjeneste på varen, samtidig med, at de kan reklamere med en rabat.
For det tredje vil en almindelig rabat ikke give producenterne adgang til dine kontaktoplysninger. Efter registreringen står du i deres database, og dermed kan de annoncere direkte til dig.
> Læs også: Skal jeg vælge et systemkamera eller et spejlreflekskamera?
Hvorfor så bruge cashback?
Det lyder måske udelukkende som en smart finte fra producenternes side, men der er faktisk rigtig god grund til at holde øje med, om der er cashback på produkter.
Hvis du kun køber udstyr, du allerede havde overvejet at investere i, og du rent faktisk får registreret det bagefter, så kan du ofte få en rabat, der er bedre end noget Black Friday-tilbud.
Lige nu giver Canon fx cashback på 3000 kroner ved køb af et Canon EOS R5 hus. Det nemmeste er at tjekke producenternes egne hjemmesider for eventuel cashback, og derefter finde produkterne hos din foretrukne forhandler.
> Læs også: Stor guide til objektiver