Hvad er DJI Pocket 2?
Da DJI i 2018 lancerede det lille Osmo Pocket-kamera, var der tale om en mindre sensation. Kameraet var nemlig verdens mindste kamera til både foto og video med indbygget gimbal, der kunne sikre rolige og stabiliserede optagelser under alle forhold.
DJI har siden droppet Osmo-navnet til de små Pocket-modeller, men kameraserien lever i bedste velgående og er stadig fyldt med funktioner, der især giver unikke og professionelle videomuligheder på en nem måde. Navnet er blot DJI Pocket 2.
Du kan fortsat vælge at skyde med kameraet, som det er, eller tilkoble din smartphone via en lille adapter. På den måde kan du bruge telefonens skærm som søger.
Herunder kan du se ti gode grunde til at kigge nærmere på Pocket-modellerne fra DJI.
1. Høj kvalitet ved både foto og video
Fordelt på blot 12,5 x 3,8 x 3,0 cm får du med DJI Pocket 2 et videokamera med 4K-opløsning, og du kan også tage raw- og jpeg-billeder på 16 mio. pixels. Kameraet kan også lave slowmotion-optagelser med op til 240 billeder i sekundet.
2. Verdens mindste kamera med gimbal
DJI Pocket 2 er verdens mindste kamera med gimbal. Det er et mekanisk flydende ophæng, der stabiliserer dine optagelser, så de er helt glidende – selv hvis du løber, cykler i vildt terræn eller hopper ud med faldskærm.
> Læs også: Derfor er en gimbal så genial
3. Spektakulære timelapse-optagelser
Den mekaniske gimbal kan også bruges til at lade kameraet bevæge sig i en retning, som du selv definerer, så du kan lave timelapse-optagelser med bevægelse.
Du kan fx vælge at lade DJI Pocket 2 tage et foto hvert andet sekund i ti minutter. Alle billederne bliver automatisk sat sammen til en lille film, og effekten er ret spektakulær.
> Læs også: Sådan laver du timelapse-video
4. Geniale panoramabilleder
Også når det gælder panoramabilleder er den mekaniske gimbal helt genial. Den bevæger nemlig selv kameraet og sammensætter automatisk de enkelte fotos til et vellykket panorama på op til 180 grader. Og så tager det kun få sekunder.
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.
5. Smart følgefokus
Kameraet kommer med såkaldt Active Track, der betyder, at kameraet automatisk kan følge et motiv, du vælger på skærmen. Det lille gimbalhoved drejer automatiske for at følge motivet, uden at fokus mistes.
Funktionen kan også bruges, hvis du vil holde fokus på dit eget ansigt under selfie-optagelser.
6. Indbyggede mikrofoner
Den indbyggede skærm i DJI Pocket 2 er ikke større end et frimærke, men den er god, og gør det muligt at bruge kameraet til selfie-optagelser og vlogging. Hele fire indbyggede mikrofoner sørger for god lyd til dine optagelser.
> Læs, hvordan du tager den bedste selfie her
7. Solid kvalitet
Trods den kompakte størrelse er kvaliteten til at se og mærke. Det lille kamera er konstrueret i en solid kvalitet, og selv om vægten er lav, føler man en vis tyngde med både DJI Osmo Pocket og DJI Pocket 2 i hånden.
8. Nem forbindelse til telefonen
De fleste funktioner kan styres direkte fra det lille kameras to knapper og den indbyggede berøringsfølsomme skærm. Vil du have adgang til flere og mere avancerede funktioner, kan du klikke din telefon fast på DJI Pocket 2, hvorefter appen DJI Mimo automatisk åbner. Appen bruges også til overførsel af ens optagelser.
9. Lav personlige film med Story Mode
Med Story Mode kan du lade DJI Pocket 2 sætte nogle få optagelser sammen til en lille film med musik og tekst. Du skal blot vælge optagelserne og markere den stil, du godt kan lide, så bliver din film automatisk kreeret på et øjeblik.
10. Et etui ud over det sædvanlige
Der medfølger et fint lille etui, der gør, at DJI Pocket 2 altid ligger godt beskyttet i din lomme. Og som en genial lille detalje drejer gimbalhovedet automatisk i en position, der passer ned i etuiet, når du slukker for kameraet.
>Læs også: Så godt klarede DJI Pocket 2 sig i test