Få helt styr på iPhones forskellige optageprogrammer

Når du tager billeder med iPhone, kan du vælge mellem forskellige måder at skyde på som fx Portræt og Tidsforløb. Her får du overblik over dem alle – og styr på, hvad du kan justere på i undermenuerne.

Telefonen har du næsten altid lige ved hånden, og derfor er det et perfekt redskab til hurtige snapshots i hverdagen.

Men smartphones byder på rigtig mange muligheder for at komme skridtet videre fra de hurtige skud fra hoften, og her gennemgår vi de optageprogrammer, som du finder på din iPhone. 

>Læs også: Alt du skal vide om iPhones egen kameraapp

Foto er et godt udgangspunkt

Foto er standardindstillingen, der skyder et klassisk rektangulært billede. Udover mulighederne for at justere fokus og eksponering, kan du også: 

  • slå blitz til og fra i øverste venstre hjørne.

  • slå live-funktionen til og fra i øverste højre hjørne. Den optager en tre sekunders sekvens, der afspilles, når du trykker og holder nede på fotoet.

  • vælge frontkameraet ved at trykke på de to cirkulære pile i nederste højre hjørne.

  • benytte nattilstand (dog kun på nyere telefoner). Nattilstand aktiveres automatisk, når kameraet registrerer omgivelser med svag belysning. Symbolet, som ligner en måne og er placeret øverst til venstre, bliver gult, når funktionen er aktiv. Der vil også stå et antal sekunder, og det er din lukkertid – altså hvor længe iPhonen er om at tage billedet og dermed lukker lys ind. Du kan ændre dette ved at trykke på nattilstand-ikonet.

  • trykke på den lille pil øverst i midten og få flere muligheder: Blandt andet forskellige faste beskæringer (herunder også kvadratet), en timer på tre eller 10 sekunder og muligheden for at bruge filtre. På lidt ældre modeller er funktionerne altid synlige i toppen af skærmen.

Portrætfunktionen giver sløring

Funktionen Portræt er tilgængelig på de fleste nyere iPhones, og den er ganske fantastisk i godt lys. Her får du nemlig mulighed for at sløre baggrunden, så dit motiv, fx en person eller et dyr, står klart frem med minimal dybdeskarphed.

Når du fokuserer, vil telefonen gøre opmærksom på, hvis du har brug for at gå længere væk fra dit motiv. Portrætfunktionen fungerer, når den lille boks med tekst bliver gul.

iPhone med portrætfunktion
Nemme portrætter

IPhones portrætfunktion er særdeles effektiv til billeder med baggrundssløring.

Du kan indstille flere af de samme ting som gør sig gældende for Foto, men i portrætfunktionen kan du også justere blænden. 

Øverst i højre hjørne trykker du på det lille ikon f med en ring om. Træk til siden for at ændre blændetallet – et lavt tal giver en stor blænde og altså en lille dybdeskarphed, mens et højt tal giver en lille blænde og en større dybdeskarphed.

I Portrætfunktionen kan du også vælge mellem forskellige lyseffekter, der skal simulere studielys – Studielys, Konturlys, Scenelys. Scenelys - mono og High Key-belysning - mono.

Du kan skifte mellem dem ved at trække til højre (eller venstre) i rækken af ikoner, der vises lige over de forskellige optagemodus. Disse effekter kan også tilføjes bagefter i redigeringen.

>Læs også: 3 fotoapps til din iPhone

Video lader dig optage sekvenser

Det siger stort set sig selv – her har du mulighed for at optage kortere eller længere videosekvenser. 

Tryk på udløserknappen én gang for at begynde at optage, og tryk igen for at stoppe.

>Læs også: Er klaptelefoner på vej tilbage?

Panorama får det hele med

Med denne funktion kan du få et ultrabredt panoramabillede. 

Tryk én gang på udløserknappen, mens telefonen holdes på højkant. Bevæg iPhonen fra venstre mod højre gennem dit motiv (eller tryk på pilen for at ændre retning).

Forsøg at følge den gule hjælpelinje, og bevæg telefonen langsomt, men kontinuerligt. Når pilen når den gule streg, trykker du igen på udløserknappen.

iphone med panoramafunktion
Ubegrænset udsigt

Man skal have en rolig hånd, når man bruger iPhones panoramafunktion – til gengæld kan du få hele udsigten med.

Tidsforløb er det samme som timelapse

En timelapse-video er en video sat sammen af en masse skud, optaget i intervaller. Det er perfekt til at vise en udvikling, fx et byggeri, eller et tidsforløb, fx fra dag til nat.

I iPhone på dansk hedder funktionen Tidsforløb. Her kan du altså optage video i valgte intervaller. Når du trykker på udløserknappen, tager kameraet regelmæssigt billeder, indtil du igen trykker på knappen. Du kan ikke ændre på intervallerne i Iphones egen kameraapp.

>Læs også: 3 hemmeligheder i dit mobilkamera

Slo-mo giver dig tid til at kigge efter

Med Slow Motion vil din video optages som normalt, men når den afspilles, vises den i slowmotion. 

Du kan også redigere din video og vælge, hvornår slowmotionfunktionen starter og stopper.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...