Sådan skjuler du telefonens fotos for andre

Andre personer skal helst ikke se dine mest private billeder på telefonen. Se, hvordan du skjuler dem, så kun du kan se dem.

Personer ser på telefonskærm og griner
© Shutterstock.com

Det er ikke sikkert, at andre skal kunne se alle de fotos, du har liggende på din mobiltelefon. Det kan være, du har billeder af følsomme dokumenter, eller måske har du taget en selfie, hvor der er kommet lidt for meget hud med.

Heldigvis kan du nemt skjule billeder på både Android og iPhone. Hvis andre begynder at bladre i din kamerarulle, når du lige har vist dem et enkelt billede, får de altså ikke vist de mest private billeder. Det er kun dig, der har adgang til dem, ved hjælp af dit ansigt, dit fingeraftryk eller en adgangskode.

Her kan du se, hvordan du skjuler udvalgte fotos på både Android og iPhone.

Sådan skjuler du billeder på Android

Du skal bruge appen Google Fotos, som du kan hente gratis i Google Play Butik. hvis den ikke allerede ligger på telefonen. I appen kan du oprette en låst mappe, som du flytter de følsomme billeder til. Andre apps på telefonen får ikke adgang til billeder, som du flytter til din låste mappe.

Åbn Google Fotos, og vælg Samling, Værktøjer og Låst mappe. Tryk på Konfigurer låst mappe. Tryk derefter på Flyt elementer for at føje billeder til mappen. Vælg billederne, og tryk på Flyt og Flyt. Du kan tilføje flere billeder ved at trykke på ikonet med et plus.

Fremover kan du se billederne i Google Fotos, hvor du vælger Samling, Værktøjer og Låst mappe. Du skal bruge telefonens adgangskode eller fx fingeraftryk for at få adgang til indholdet i den låste mappe, og du kan ikke længere se dit i telefonens sædvanlige galleri.

Sådan skjuler du billeder på iPhone

Appen Fotos, der følger med telefonen, kan indeholde en skjult mappe, som du kan gemme billeder i, som andre ikke skal se. Først skal du dog sikre dig, at mappen Skjult er synlig, og at den er låst, så den kun kan låses op med fingeraftryk eller dit ansigt.

På telefonen vælger du Indstillinger og scroller ned til Fotos. Sørg for, at punktet Vis albummet Skjult er aktiveret, og at punktet Brug Face ID eller Brug Touch ID er aktiveret.

Er du interesseret i at læse mere fra Digital FOTO? Find alle vores seneste tilbud her

Indstillinger på iPhone

Det er i dette skærmbillede i Indstillinger til appen Fotos, at du skal sørge for, at både Brug Face ID (eller Brug Touch ID) og Vis albummet Skjult er aktiveret.

I appen Fotos trykker du på et billede, du vil skjule. Tryk på knappen Mere, som er en cirkel med tre prikker i. Vælg Skjul, og tryk på Skjul fotografi.

Nu kan man ikke længere se billedet i den almindelige kamerarulle. I stedet skal du i Fotos vælge Album og scrolle ned til Andet, hvor der ligger en mappe, der hedder Skjult. Den kan du kun åbne med dit fingeraftryk, ansigt eller din adgangskode.