Lær at tage gode portrætter med mobilen

Kameraet i din smartphone kan bruges til mere end bare snapshots. Læs herunder, hvordan du får gode portrætter, der kan måle sig med dem, du tager med kameraet. 

© Shutterstock

Sådan tager du gode portrætter med mobilen

Du kan sagtens forevige familie og venner med en smartphone. Her får du vores bedste tips til stærkere portrætter med det kamera, du altid har på dig.

16. september 2020 af Sarah Marie Winther

Generelt anbefaler vi en brændvidde på 85-105mm til portrætter. Det giver nemlig det perspektiv, der er mest flatterende for ansigter.

Men det er ikke ensbetydende med, at du skal bruge kamera og moderat tele til at fotografere mennesker. Du kan sagtens bruge det lille kamera i din mobil, men det kræver, at du er opmærksom på et par ting.

> Læs også: Her er den bedste kameratelefon lige nu

1. Gå tættere på 

Generelt har vi en tendens til at stå for langt fra vores motiver, og portrætter er ingen undtagelse. Hvis dem, der ser billedet, virkelig skal kunne mærke mennesket bag, så skal de så tæt på, at ansigtet fylder det meste af billedfladen. 

2. Pas på vinklen

Det objektiv, der sidder i langt de fleste smartphones, er et vidvinkelobjektiv. Det betyder, at elementer tæt på kanterne i billedet har en tendens til at blive forvrænget. 

For at undgå at det går ud over ansigtet, skal du være opmærksom på at placere ansigtet så langt mod midten i billedet som muligt. 

> Læs også: 6 ting du skal vide om kameraet i din telefon

3. Skyd i portrait mode

Lær at tage gode portrætter med mobilen

Med funktionen 'portrait mode' kan du sløre baggrunden på dine billeder på samme måde, som når du bruger et spejlrefleks- eller systemkamera og stor blændeåbning. 

© Hadrian / Shutterstock

Mange nyere smartphones har et såkaldt 'portrait mode', eller en portrættilstand, der sørger for at sløre baggrunden, så det ligner den bokeh, som kameraer med større sensorer producerer ved lav dybdeskarphed.

Selv om det stadig ser lidt kunstigt ud sammenlignet med den ægte vare, så er det med til at isolere motivet fra baggrunden og dermed give et mere interessant portræt.

Hvis din mobil ikke har portrættilstand, kan du i stedet finde en enkel baggrund, der ikke stjæler opmærksomhed fra motivet. Er du fx i en storby, kan baggrunden være en ensfarvet mur eller en tæt hæk.

4. Leg med eksponeringen

Som udgangspunkt finder din smartphone selv den korrekte eksponering, men du kan let ændre den ved at trykke én gang på skærmen for at fokusere, og derefter køre fingeren op eller ned for at over- eller undereksponere.

Hvis mobilen ikke rammer den rigtige eksponering, eller hvis du er ude efter et specielt udtryk, så brug et øjeblik på at eksperimentere med eksponeringen, til du finder den rigtige balance.

5. Giv portrættet et hak op med Photolemur

Når du har taget et portræt, du er tilfreds med, så sørg for at køre det gennem et billedbehandlingsprogram, akkurat som du ville gøre med de billeder, du tager med kameraet.

Et af de programmer, der egner sig godt til portrætter, er Photolemur. Med bare et par klik kan du gøre øjnene større, huden glattere og hudtonerne mere naturlige.

Det er derfor genialt, hvis du har travlt eller ikke gider bruge lang tid på at redigere mobilbilleder. Hvis du er abonnent på Digital FOTO, kan du lige nu hente programmet helt gratis i Fordelszonen.

> Læs også: De bedste tips til bedre mobilbilleder 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...