Kvinde med telefon

Med de rette indstillinger og genveje bliver det bedre og sjovere at tage billeder med telefonen.

© Shutterstock

De bedste tips til bedre mobilbilleder

Kameraerne i mobiltelefoner bliver bedre og bedre, og dine mobilbilleder kan nå nye højder, hvis du følger disse otte tips.

8. oktober 2020

Vores smartphones er stadig ikke der, hvor de tager så gode fotos, at de kan erstatte spejlreflekskameraer eller systemkameraer helt – og det kommer de nok heller ikke til at være lige foreløbigt. 

Men efterhånden kan flere mobiler skyde fotos med over 12 megapixel, og derfor kan du sagtens fotografere flotte fotos med din smartphone. Følg disse otte tips for at få endnu bedre fotos med mobilen:   

1. Drop blitzen til mobilbilleder

Bruger du autofunktionen, slår blitzen til i tide og utide, og du får dårlige billeder med mobilen. Slå derfor hellere blitzen fra og brug den kun i nødstilfælde. 

Find i stedet et fast underlag, når der er begrænset med lys. Det faste underlag sikrer nemlig, at billederne med mobilen ikke bliver slørede eller rystede.

> Læs også: 6 ting du skal vide om kameraet i din mobiltelefon

Hvis du optager på Auto, vil mobilkameraet formentlig bruge kameraets flash til koncerter, hvor der er en mørk belysning. Slå blitzen fra, og så undgår du også at forstyrre de andre i publikum.

© Shutterstock

2. Skyd i Full HD

Optager du video i 4K med 60 billeder i sekundet, fylder et minut 400 MB, og så bliver hukommelsen på telefonen hurtigt fyldt op.

Skal du udelukkende se dine optagelser på telefonen og ikke på et 4K-tv, så brug Full HD 1080p med 30 billeder i sekundet. Det fylder kun 60 MB/minut.

Video på telefon

Du behøver ikke altid bruge højeste opløsning, når du skyder video. Det kommer an på, hvad videoen skal bruges til.

© Shutterstock

3. Swipe for kamera på mobilen

Der findes en hurtig genvej til kameraet, hvor du ikke skal låse telefonen op og trykke dig ind i kameraappen. 

Genvejen varierer fra mobilmærke til mobilmærke, men du kan altid indstille, hvordan du tilgår kameraet hurtigt i din smartphones menu. På den måde kan du gøre din mobil personlig, så den passer til dine behov. 

4. Brug hurtigmenu

Er telefonen låst op, kan du trykke og holde fingeren et øjeblik på kamera-appens ikon. 

Så popper en hurtigmenu op med genveje til nogle af de mest brugte funktioner som selfie, video og portrætfunktion. 

Nu kan du nemt vælge i stedet for at skulle rode rundt i selve appen.

> Læs også: Derfor skal du fotografere med mobilen – nogle gange

5. Vælg raw til fotos med mobilen

Selv om moderne telefoner tager gode fotos, så bliver de alle sammen udfordret i modlys, i mørke, og når der er store kontraster i billedet.

Her er det en stor fordel at skyde i raw-format, hvis din telefon kan.

Efterfølgende kan du få utroligt meget ud af raw-filerne i en app, så dine halvgode billeder bliver til pletskud.

Vi anbefaler Lightroom CC for mobile som kan hentes her i Fordelszonen, hvis du er abonnent. 

6. Tryk på skærmen når fokus driller

Du kan trykke på skærmen på din smartphone for at indstille fokus og eksponering. Det er meget praktisk, specielt når du har problemer med autofokus i dine mobilbilleder.

Det sker nemlig af og til, at fokus har svært ved stille skarpt, og så står fokus bare og kører i tomgang. I sådanne situationer kan du trykke på skærmen, og så tvinger du din smartphone til at fokusere på ny.

> Læs også: Det skal din autofokus kunne i kameraet 

Hold fingeren på det punkt, hvor du gerne vil have, at mobilen stiller skarpt. 

© Shutterstock

7. Burst-mode giver flere valgmuligheder 

Når du har kamera-applikationen åben og sat den til kamera, kan du holde optage-knappen nede. Det starter Burst-mode, som er god, når du optager billeder af børn, kæledyr eller sportsarrangementer – og der er meget bevægelse.

Burst-mode svarer til spejlreflekskameraers serieoptagelse-funktion, og her får du mange flere billeder, når du fotograferer hurtige objekter. 

8. Brug HDR når der er store kontraster i motivet

Du kan få nogle rigtigt flot landskabsbilleder, hvis du aktiverer HDR-funktionen inden, du tager billedet. 

HDR eller High Dynamic Range Imaging tager tre skud, og derefter kombinerer den de bedste aspekter af dem for at lave et perfekt billede. 

> Læs også: Sådan får du perfekte HDR-billeder

Brug HDR-funktionen, når der er et stort spænd mellem de mørkeste og lyseste steder i motivet.

© Shutterstock

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...