Hasselblad X1D II 50C

Hasselblad X1D II 50C er den svenske kameraproducents nyeste mellemformatkamera

© Hasselblad

Nyt mellemformatkamera: Hasselblad presser prisen

Den svenske kameraproducent er klar med et nyt mellemformatkamera, Hasselblad X1D II 50C, der byder på et kompakt design, øget hastighed og forbedret brugervenlighed – tilmed til en væsentligt lavere pris.

19. juni 2019 af Poul Siersbæk

Rygterne har længe svirret om et nyt superkamera fra Hasselblad – ikke mindst efter Fujifilm for nyligt lancerede mellemformatkameraet GFX 100 med en opløsning på hele 102,0 mio. pixels.

Nu har Hasselblad så løftet sløret for deres nye model, og det blev mod vores forventning ikke en direkte konkurrent. 

Der er nemlig tale om mellemformatkameraet X1D II 50C, som byder på 50,0 mio. pixels.

> Læs også: Så vildt er Fujifilms nye superkamera

Samtidig er Hasselblad klar med deres første zoomobjektiv til X-serien og en spritny app. Det kan du læse mere om længere nede i artiklen.

Hasselblad X1D II 50C

Med en vægt på kun 650 gram er mellemformatkameraet X1D II 50C lettere end mange spejlreflekser med en mindre sensor. Det er desuden ekstremt kompakt.

© Hasselblad

Hasselblad presser prisen med X1D II 50C

Der er flere ting at glæde sig over i det nye mellemformatkamera.

Hasselblad har nemlig ikke kun opdateret det gamle X1D med flere funktioner og øget brugervenlighed – de har også presset prisen, så kameraet, der koster omkring 47.000 kroner, vil være interessant for langt flere fotografer. Forgængeren kostede 73.500 kroner, så der er tale om en klækkelig besparelse.

Kameraet er som sagt ikke en direkte konkurrent til Fujifilms nyeste lancering, GFX 100, men derimod til GFX 50R, der fås for 34.999 kroner. 

De lavere priser på kameraer med store mellemformatsensorer tegner rigtig godt, og vi ser frem til et kæmpe skred i mellemformatklassen, der kommer os fotoentusiaster til gode.

> Læs også: Hasselblad sætter pixel-rekord

Hasselblad X1D II 50C

Trods sin  størrelse på kun 14,8 x 9,7 x 12,5 cm er der alligevel blevet plads til en stor, berøringsfølsomskærm på 3,7 tommer.

© Hasselblad

Hasselblad X1D II 50C er mere kompakt end spejlrefleks 

Noget, der især er tillokkende ved det nye Hasselblad-kamera, er den lave vægt på 650 gram og målene på 14,8 x 9,7 x 12,5 cm. 

Det gør X1D II 50C både lettere og mindre end mange af markedets spejlreflekser. 

Et professionelt full-frame-kamera som Nikon D5 vejer til sammenligning 1415 gram. Det er et slående bevis på, at mellemformat langt fra behøver være stort og uhåndterligt.

Mere brugervenlig og større hastighed

Når vi kigger under motorhjelmen på det nye X1D II 50C, så har kameraet fået en mere overskuelig menu med et hurtigere styresystem. Det har fået en større søger med 3,69 mio. punkter og en større skærm på 3,7 tommer.

Serieoptagelser kan nu skydes med 2,7 billeder i sekundet – selv om det ikke gør kameraet til noget actionkamera. Her vil et full-frame-kamera stadig være overlegent og på grund af den mindre filstørrelse kunne optage fem gange så hurtigt.

X1D II 50C kan lades direkte via usb, eller du kan lade batteriet i en separat oplader.

I modsætningen til forgængeren, hvor en gps-enhed skulle monteres i blitzskoen, er der i X1D II 50C indbygget gps. 


Prisen forventes som nævnt at ligge omkring 47.000 kroner. Et stort, professionelt spejlreflekskamera med full-frame-sensor som Canon EOS-1D X Mark II koster til sammenligning 49.995 kroner.

Hasselblad X1D II 50C vil være i butikkerne i løbet af juli.

> Læs også: Sådan klarede forgængeren Hasselblad X1D-50C sig

Hasselblad XCD 3,5-4,5/35-75

XCD 3.5-4.5/35-75 er Hasselblads første zoomobjektiv i X-serien. Det vejer 1115 gram.

© Hasselblad

Nyt allroundobjektiv til det store format

Sammen med lanceringen af X1D II 50C har Hasselblad også offentliggjort det nye zoomobjektiv Hasselblad XCD 3.5-4.5/35-75mm, der omregnet svarer til 28-58 mm. Der er tale om det første zoomobjektiv i Hasselblads X-system. 

Objektivet forventes at koste omkring 42.000 kroner og er i butikkerne til oktober.

Hasselblad Phocus Mobile 2

Med appen Phocus Mobile 2 kan du styre kameraer og håndtere dets raw-filer.

© Hasselblad

Ny app klarer Hasselblads raw-filer

Hasselblad er også klar med den ny app Phocus Mobile 2 til iOS, hvor du ikke kun kan kontrollere kameraet og give billederne stjerner. 

Nu kan du også downloade raw-filer til sin iPad Pro eller iPad Air. Appen kan kommunikere med kameraet via wi-fi eller kabel, og det er muligt at lave såkaldt tethered shooting. Appen er gratis.

> Læs også: Derfor skal du skyde i raw

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...