Fujifilm GFX 100

GFX 100 er Fujifilms nye flagskib i deres serie af mellemformatkameraer.

© Fujifilm

Nyt Fujifilm-kamera med 102 mio. pixels

Fujifilms GFX-serie er blevet opgraderet med den nye topmodel GFX 100 med en storformatsensor på imponerende 102,0 mio. pixels. Den høje opløsning er dog kun en af de spændende detaljer ved det nye kamera.

23. maj 2019 af Poul Siersbæk

Fujifilm har netop lanceret deres nye flagskib, når det gælder stor- og mellemformat med en sensorstørrelse på 44 x 33 mm. 

Vi er med i Japan ved præsentationen af Fujifilm GFX 100, som blandt byder på imponerende høj opløsning.

Fujifilm GFX 100

Fujifilm GFX 100 er designet som et stort, professionelt spejlreflekskamera.

© Fujifilm

Opløsning i særklasse

Det nye Fujifilm GFX 100 har nemlig en opløsning på intet mindre end 102,0 mio. pixels og løfter sig dermed op i samme klasse som Phase Ones XF-kameraer.

GFX 100 benytter en Sony IMX 461-sensor og er udstyret med en kraftig firekernet processor, som skal håndtere de store filer. 

Sensoren byder på et stort dynamisk omfang, der dækker 14 EV-trin. Kameraets lysfølsomhed går fra ISO 100 til ISO 12.800, men kan udvides til ISO 50-102.400. 

> Læs også: 6 ting du ikke vidste om ISO

Fujifilm GFX 100

Fujifilm GFX 100 har indbygget batterigreb, der er perfekt til optagelser i højformat.

© Fujifilm

Fujifilm GFX 100 er særdeles robust

Det store kamera er designet som et stort spejlrefleks i stil med Canon EOS 5D Mark IV og Nikon D5 og er ekstremt robust konstrueret med kraftige vejrforseglinger. 

Kameraet, der vejer 1,4 kilo, har indbygget batterigreb med plads til to NP-T125-batterier.

På toppen er der et display, der fx kan vise histogram. Under den store berøringsfølsomme skærm på 3,2 tommer er der et ekstra lille display, som kan vise kameraindstillinger.

> Læs også: Sådan bruger du histogrammet i dit kamera

Fujifilm GFX 100

Via et lille display på toppen kan man fx se histogrammet.

© Fujifilm

Rekordmange fokuspunkter

Kameraets autofokus benytter intet mindre end 3,76 mio. fasedetekterende fokuspunkter, og fokushastigheden er med sine 0,05 sekunder lynende hurtig. Der er desuden indbygget øjeregistrering i Fujifilm GFX 100.

Fujifilm GFX 100 tager to SD-kort med UHS II-understøttelse. Prisen er 87.999 kroner, og kameraet vil være i butikkerne i slutningen af juni.

Vi er som nævnt til stede ved præsentation og er allerede nu godt i gang med at prøve det fascinerende kamera af. 

Vores førstehåndsindtryk er, at det er et stort kamera, men ikke meget større end store spejlrefleks og systemkameraer. Der er lækre displays på toppen og under skærmen, der kan customizes til mange forskellige visninger. Der er desuden en stor og detaljeret søger, som virkelig ser lækker ud.

Vi vil løbende opdatere med flere førstehåndsindtryk og ser frem til en grundig test af kameraet. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...