Sony har kaldt deres kameraer med udskiftelig optik for Alpha, siden deres første spejlreflekskamera kom i 2006. Serien kaldes også blot A eller α. Sony overtog spejlrefleksdivisionen fra Konica Minolta, og derfor brugte kameraerne samme A-fatning som Minoltas spejlreflekskameraer.
Da Sony lavede deres første spejlløse systemkameraer, var det dog med en ny E-fatning, så objektiverne til de spejlløse kameraer indeholder et E i navnet. Sony laver spejlløse kameraer med sensorstørrelser i både APS-C-format og i det større full-frame-format.
Objektiver, der passer til APS-C, hedder E, og objektiver, der passer til full-frame, hedder FE. Fatningen er dog den samme, så du kan godt bruge et E-objektiv på et Sony-kamera med full-frame-sensor. Det er dog i reduceret opløsning og med en brændviddeforlængelse på 1,5x, så 100 mm svarer til 150 mm. Du kan også bruge FE-objektiver på et APS-C-kamera, hvor du dog også får en brændviddeforlængelse på 1,5x.
Kameraerne med APS-C-sensorer har fire cifre efter A’et, fx A6400, mens full-frame-kameraer har ét ciffer, fx A7 IV. Lidt forvirrende bruger Sony i øvrigt flere betegnelser om det samme kamera. Sony A7R V omtales således også som Sony ILCE-7RM5.
Herunder kan du se de bedste Sony-systemkameraer og læse vores test af de enkelte modeller.