Kameraets lcd-skærm er for mange fotografer en stor hjælp. Den viser, hvordan det billede, du skal til at tage, ser ud, og når du har taget det, kan du nærstudere det for at finde ud af, om det er korrekt eksponeret og står skarpt.
Igennem årene har kameraproducenterne gjort lcd-skærmene større og lysere, og på nogle kameraer kan du endda redigere raw-filerne direkte og sende dem til fx mobilen, så du slet ikke skal bruge computer.
Der er altså mange fordele ved lcd-skærmen, men også nogle ulemper.
> Læs også: Få styr på kameraernes sensorstørrelser
En lys skærm ødelægger nattesynet
Hvis du vil fotografere Mælkevejen eller andre motiver på nattehimlen, er det vigtigt, at du vænner dine øjne til mørket, ellers er det umuligt at få øje på de svage gasskyer, der indikerer Mælkevejens kerne.
Mange astrofotografer bruger fx pandelamper med rødt lys, så de ikke ødelægger deres nattesyn. Kan du forestille dig, hvad der sker, når du tænder dit kamera og ser ind i en meget lys LCD-skærm?
Svaret er, at dit nattesyn ganske enkelt vil forsvinde. Og det er ikke kun skærmen, der afgiver et kraftigt lys – bruger du systemkamera, vil også den elektroniske søger kunne ødelægge dit nattesyn, hvis den er indstillet til en høj lysstyrke.
> Læs også: Derfor skal du opdatere dit kameras firmware

Sørg for at skrue ned for lysstyrken på kameraskærmen, inden du tager på optagelse.
© ChameleonsEye / Shutterstock.comSkærmen kan også give problemer i dagslys
Det er selvfølgelig lige meget, om du mister nattesynet, hvis du slet ikke fotograferer om natten. Men også i dagslys kan en for lys – eller mørk – skærm være et problem.
De fleste bruger skærmen til at tjekke, om billederne er korrekt eksponerede. Det er en god vane, så længe du ikke bruger flere minutter på at stirre på skærmen med det resultat, at motivet forsvinder.
Men det, du måske ikke tænker over, er at lysstyrken på din skærm påvirker den måde, du ser billedet på.
Er skærmen for lys, vil det se ud, som om billedet er overeksponeret. Er skærmen for mørk, vil det omvendt se ud, som om billedet er undereksponeret.
På billederne herunder kan du se, hvordan skærmens lysstyrke påvirker et korrekt eksponeret billede.
> Læs også: Det betyder blændeværdierne på dit objektiv
Det er ikke kun skærmens lysstyrke, der kan påvirke den måde, billedet ser ud på, men også lyset i de omgivelser, du tager billedet i.
Står du i skarpt sollys, kan et korrekt eksponeret billede se undereksponeret ud, mens det i buldermørke kan se overeksponeret ud.
Histogrammet lyver aldrig
Løsningen på dette problem er meget enkel: Gør det til en vane altid at tjekke histogrammet, når du er i tvivl, om eksponeringen er i skabet. Et histogram lyver nemlig aldrig.
Hvis histogrammet rammer venstre side, er dele af billedet underbelyst. Rammer histogrammet højre side, er noget af billedet overbelyst. En god eksponering står lavt i de yderste punkter og danner en bue opad over midten.
Men hvad med kameraskærmen? Det er altid en god idé at justere lysstyrken, så den passer til det lys, du fotograferer i.
På nogle kameraer kan du tilføje denne indstilling til en hurtigmenu, så du ikke skal ind i mange forskellige undermenuer hver gang.
I sollys kan det være svært at se, hvad der foregår, på en mørk skærm, så her bør du bruge høj lysstyrke. I svagt lys, fx til en koncert eller under stjernehimlen, er det bedst at bruge den laveste styrke.
> Læs også: Her er de bedste kameraer lige nu