Det kom for nyligt frem, at udfasningen af Nikons mindste spejlrefleksmodeller i de populære D3000- og D5000-serier er i fuld gang, hvilket vil efterlade et hul nederst i rækken af kameraer med udskifteligt objektiv. Nikon er dog allerede klar med en erstatning i form af det nye Nikon Z 30 med APS-C-sensor. Her kan du se, hvilke fem centrale funktioner og muligheder du har med Z 30.
>Læs også: Derfor skal du eje en gimbal

Nikon Z 30 fås blandt andet i sæt med det meget kompakte objektiv, Z DX 16-50mm F3.5-6.3 VR.
© NikonAvanceret autofokus
Selv om indpakningen er meget kompakt, har Z 30 samme sensor på 20,7 mio. pixels som det større Z 50. Det kan også skyde serier på 11 billeder i sekundet og har autofokus med både øje- og dyrefokus.
Lange videooptagelser
På videosiden har Nikon skruet godt op for funktionerne. Kameraet kan nemlig optage 4K-video i 125 minutter uden stop, så du kan fx sagtens optage en hel fodboldkamp eller et bryllup.
Video kan enten optages i 4K med 30 billeder i sekundet eller Full HD med 120 billeder i sekundet, hvilket er perfekt til flotte slowmotion-optagelser.
>Læs også: Her er det bedste kompakte systemkamera

Nikon Z 30 har en dedikeret videoknap på toppen, ligesom der er stereomikrofoner på hver side af blitzskoen.
© NikonTimelapse og lyd
Kameraet kan også selv lave timelapse-videoer, der er indbygget stereomikrofon med reduktion af vindstøj, og så er det muligt at streame sine optagelser live.
Nem fjernstyring
Kameraet kan fjernstyres via mobilen med appen Snapbridge, der også kan bruges til automatisk overførsel af både fotos og 4K-video. Alternativt kan man kontrollere Z 30 med fjernbetjeningen Nikon ML-L7, som er tilbehør og koster 399 kroner.
>Læs også: Sådan laver du timelapse-video

Skærmen på Z 30 måler 3,0 tommer. Den er berøringsfølsom og kan vippes og drejes i alle retninger.
© NikonKompakt design
Nikon har prioriteret et meget kompakt design, og for at holde størrelsen nede på Z 30, har Nikon fravalgt en søger. I stedet må man bruge den berøringsfølsomme skærm på 3,0 tommer. Den er til gengæld fuldt fleksibel, hvilket er perfekt til selfievideoer og såkaldt vlogging.
Nikon Z 30 koster 6290 kroner for huset alene. I et sæt med objektivet Z DX 16-50mm F3.5-6.3 VR er prisen 7490 kroner.