Nyt professionelt systemkamera fra Canon

Det nye Canon EOS R3 er proppet med lækre funktioner – heriblandt én, som mange fotografer har savnet siden de analoge dage. 

© Canon

Ny topmodel fra Canon byder på en helt speciel funktion

Canon EOS R3 er et nyt systemkamera målrettet professionelle sports- og pressefotografer, og det er blandt andet blevet udstyret med en teknologi, der er helt banebrydende for Canons digitale kameraer.

14. april 2021 af Sarah Marie Winther

Hvis man er én af dem, der fotograferede i den analoge tidsalder, kan man måske genkende en af funktionerne i det nye Canon EOS R3, der netop er blevet lanceret.

Kameraet adskiller sig nemlig fra konkurrenternes topmodeller ved at have den specielle Eye Control Function, der lader fotografen styre AF-punktet gennem søgeren – med sit øje.

Funktionen kunne bl.a. findes i de analoge modeller EOS 3 og EOS 5, men af uvisse årsager blev den ikke bragt med videre i de digitale modeller, og Canon EOS R3 er således det første digitale Canon-kamera, der har funktionen.

> Læs også: Få styr på kameraernes sensorstørrelser

Canon EOS R3 skyder 30 billeder i sekundet 

Det nye Canon EOS R3

Med 30 billeder i sekundet og en øjestyret autofokus går Canon med det nye EOS R3 benhårdt efter sportsfotograferne.

© Canon

Canon EOS R3 henvender sig til professionelle sports- og pressefotografer, der skal kunne fastfryse motiver, der bevæger sig lynhurtigt, og situationer, der er ovre på få sekunder.

Kameraet er det første EOS-kamera med en helt ny 35mm bagbelyst og stacket CMOS-sensor og en DIGIC X-billedprocessor. Det gør det i stand til at skyde 30 billeder i sekundet med AF- og AE-sporing. 

Det er endvidere udstyret med et Dual Pixel CMOS autofokussystem, der kan spore både ansigter og øjne, og Canon oplyser, at der senere vil blive tilføjet et nyt motiv til kameraets AF-sporing. 

> Læs også: 5 gode grunde til at skyde i raw

Ligner EOS-1D-kameraerne

Designmæssigt ligner kamerahuset med det integrerede greb de velkenfte topmodeller i EOS-1D-serien og man vil også kunne forvente samme holdbarhed og støv- og vandbestandighed, lover producenten.

Pris og dato for, hvornår kameraet vil kunne købes, bliver opdateret snarest.

Kameraet kan spore og følge motorcykler og racerbiler

Én af de funktioner, der også fortæller os, at Canon EOS R3 er lavet specifikt til sports og pressefotografer, er de dedikerede funktioner, der hjælper fotografen med at spore motorcykler og racerbiler.

Selvom professionelle racerkørere kan opnå hastigheder på langt over 200 km/t, så låser Canon EOS R3 sig fast og følger dem med – hvis ellers fotografen kan holde motivet i søgeren.

På den måde kan fotografen sikre sig selv knivskarpe billeder, selvom motivet bevæger sig med en enorm fart.

Kameraet kan samtidigt tage op mod 30 raw-billeder i sekundet, hvilket øger sportsfotografens chancer for succes gevaldigt i pressede situationer, hvor tingene skal gå ultra hurtigt.

Populære teleobjektiver til RF-serien

Samtidig med offentliggørelsen af Canon EOS R3 har Canon også løftet sløret for to RF-udgaver af deres mest populære superteleobjektiver til spejlreflekskameraer, 400mm F2.8 og 600mm F4.0.

Begge objektiver er blevet opdateret med forbedrede nærgrænser og en optisk billedstabilisering på 5,5 blændetrin. Som noget nyt skiftes blænden i 1/8 blændetrin, hvilket gør det nemmere at optage video i skiftende belysning.

Derudover er strømtilførslen gennem RF-objektivfatningen blevet forøget. Det giver en hurtigere autofokus, eftersom autofokushastigheden afhænger af, hvor meget strøm, der kan tilføres objektivet.

Canon RF 400mm F2.8L IS USM og Canon 600mm F4L IS USM vil kunne købes fra juli af til hhv. 85.119 og 91.679 kr. ex. moms. 

> Læs også: Det skal du vide før du køber et objektiv

Nyt makroobjektiv fra Canon

Det nye makroobjektiv har en spændende funktion, der gør, at det også er værd at overveje for portrætfotografer. 

© Canon

Ny optik til makro og portrætter

Sidst, men bestemt ikke mindst, kommer et helt nyt objektiv, RF 100mm F2.8L. Objektivet har en maksimal forstørrelsesgrad på 1,4 gange og henvender sig derfor først og fremmest til makrofotografer. 

Men også portrætfotografer kan få glæde af den moderate tele. Den giver nemlig – som noget helt nyt – mulighed for at justere kvaliteten af de dele af fotografiet, som er ude af fokus.

Ved at flytte optiske elementer kan objektivet prioritere, om det er området foran eller bagved fokuspunktet, der skal sløres mest, og det giver flere muligheder for at være kreativ i portrætfotograferingen. 

Canon RF 100mm F2.8L MACRO IS USM vil kunne købes fra juli af til 12.699 kr.

> Læs også: Her er alt hvad du skal vide om makrofotografi

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...