Olympus OM-D E-M5 Mark III

Det nye Olympus OM-D E-M5 Mark III er klar til det våde vejr.

© Olympus

Nyt robust systemkamera fra Olympus

Olympus markerer deres 100 års jubilæum med det nye systemkamera OM-D-EM5 Mark III. Kameraet er robust, og autofokussen har fået en kraftig opdatering.

17. oktober 2019 af Poul Siersbæk

Fotoentusiaster, der prioriterer et kompakt design og lav vægt, når det gælder systemkameraer, kan glæde sig over det nye Olympus OM-D E-M5 Mark III. Kameraet markerer samtidig den japanske producents 100 års jubilæum.

Olympus OM-D E-M5 Mark III har en vejrforseglet konstruktion, der sikrer kameraet mod støv, stænk og frost. Med sine mål på 12,5 x 8,5 x 5,0 cm og en vægt på kun 366 gram er der tale om en udpræget letvægter.

Olympus OM-D E-M5 Mark III

Det nye OM-D E-M5 Mark III ligner med sit klassiske design sin forgænger på en prik.

© Olympus

Stærkere autofokus i Olympus OM-D E-M5 Mark III 

Kameraet har fået en ny og opgraderet autofokus, som er hentet fra flagskibet OM-D E-M1 Mark II. Ud over sin lynhurtige hastighed er der 121 fokuspunkter af den præcise krydstype til rådighed.

Også den indbyggede billedstabilisering er hentet fra topmodellen. Den nye stabilisering kan korrigere i fem retninger og kompensere for hele 5,5 eksponeringstrin.

> Læs også: Så fed er Olympus OM-D E-M1 Mark II

Olympus OM-D E-M5 Mark III

Designet er kompakt, og der er nem adgang til de centrale funktioner i OM-D E-M5 Mark III.

© Olympus

OM-D E-M5 Mark III er klar til action

Olympus OM-D E-M5 Mark III har en opløsning på 20,0 mio. pixels på sin Micro Four Thirds-sensor, og ligesom flagskibet har det nye kamera den effektive TruePicVIII-processor. Det betyder, at kameraet er i stand til at skyde serier på 10 billeder i sekundet med kontinuerlig autofokus, hvilket giver gode muligheder for at fange hurtig action.

En særlig Pro Capture-tilstand gør det muligt at fange uforudsigelige motiver. Det kan fx være en fugl, der letter. Det sker ved, at kameraet allerede begynder at optage, når man trykker udløserknappen halvt ned. Her tillader bufferen, at der tages 14 billeder i fuld opløsning. Ved lydløs lukkerindstilling kan kameraet skyde 30 billeder per sekund.

> Læs også: Så vild er Sony A6600

Olympus OM-D E-M5 Mark III

Den berøringsfølsomme skærm på Olympus OM-D E-M5 Mark III er fleksibel.

© Sony

Avancerede funktioner

Olympus OM-D E-M5 Mark III er udstyret med avancerede funktioner som Focus Stacking, der automatisk kan sammen sætte otte billeder med henblik på at opnå en flot dybdeskarphed.

Med funktionen Focus Bracketing kan kameraet endda optage op til 999 billeder med forskellig fokus, der på computeren kan flettes sammen til en endnu højere dybdeskarphed.

> Læs også: Få styr på kameraet fokusbegreber

Detaljeret søger i Olympus OM-D E-M5 Mark III 

Kameraets elektroniske søger har nu en opløsning på 2,36 mio. punkter og den berøringsfølsomme skærm på 3,0 tommer med en opløsning på 1.037.000 punkter. Kameraet fås enten i sort eller sølvfarvet.

Olympus OM-D E-M5 Mark III koster 9999 kroner for kamerahuset alene. 

I et sæt med objektivet M.Zuiko Digital ED 12-40 F2.8 PRO er prisen 14.999 kroner. Et sæt med objektivet M.Zuiko Digital ED 12-200 F3.5-6.3 koster 14.499 kroner. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...