Et normalt kamera kan ikke rumme alle de mange toner i fx en solnedgang, hvor der både er en mørk forgrund og en lys himmel. Det betyder typisk, at himlen bliver helt hvid, eller forgrunden bliver meget mørk.
For at få et resultat, der minder mere om det, øjnene ser, kan man tage flere billeder af motivet, hvor nogle er lyse og nogle er mørke, og sætte dem sammen i et særligt program. Resultatet er et foto med detaljer i både lyse og mørke områder.
>Læs også: Sådan tager du den bedste selfie
Med mobilen og dens computerkraft er det meget nemmere. Her slår du blot HDR-funktionen til i kameraindstillingerne, så sørger telefonen for at tage en række billeder meget hurtigt efter hinanden, som så sættes sammen, når du trykker på udløserknappen.
Nu får billederne mange flere detaljer i fx himmel og forgrund. Har din telefon desuden en HDR-skærm, kan du også se, at højlysene lyser meget kraftigere op, hvilket kan se fantastisk ud.

Med HDR får du detaljer i både de mørke og de lyse områder i et billede.
Lav dine egne HDR-videoer
Tidligere kunne du udelukkende optage fotos i HDR, men nu er der også mange telefoner, der kan optage video i HDR, hvilket giver helt forrygende og mere levende optagelser. Det gælder fx Apples iPhone 12-modeller og nyere modeller samt telefoner fra Samsung og Sony.
Optagelserne kommer virkelig til sin ret, når du ser dem på en telefon- eller fjernsynsskærm, der kan vise HDR, men du skal være opmærksom på, at de kan se meget matte ud, have kunstige farver eller kan vise et sort billede i nogle afspillere, der ikke kan håndtere HDR.
>Læs også: Sådan laver du timelapse-video
Selv om der er flere forskellige standarder til HDR-video, heriblandt HLG, Dolby Vision og HDR10+, så kan du som regel få HDR-oplevelsen på fx en enhed, der understøtter Dolby Vision, selv om optagelsen er lavet med HDR10+.
Sådan optager du i HDR
På iPhones slår du HDR til i telefonens indstillinger under Kamera, hvor du under Optag video vælger HDR-video.
På Android-telefoner slår du typisk HDR til i kameraappen, hvor du i indstillingsmenuen under video kan slå HDR til.