Skal du redigere dine billeder med de mest avancerede værktøjer, er en computer med et professionelt redigeringsprogram det bedste bud.
Det er dog langt fra alle, der har behov for de mest avancerede værktøjer til deres billedredigering. Her kommer en tablet på banen, da den giver dig masser af alternative muligheder for billedredigering. På nogle punkter er den endda bedre end en computer.
Vi giver dig fire skarpe grunde til, at du skal begynde at redigere dine fotos på en tablet.
1. En tablet giver dig større kontrol
2. Redigeringsprogrammerne til din tablet er gode og billige
3. Det er nemt at overføre billeder til din tablet
4. Du kan redigere dine fotos på farten
1. En tablet giver dig større kontrol
Tablettens berørings-følsomme skærm er genial, når du skal redigere billeder. Du får nemlig en større kontrol, end du typisk har på computeren.
Det gælder især, når du bruger en pensel til lokale justeringer i billedredigeringen.
På nyere tablets kan du nemlig bruge en pen, som registrerer, hvor hårdt du trykker med din pen.
Dit tryks hårdhed bestemmer, hvor blødt eller hårdt din pensel skal male. Det gør det super nemt at få helt præcise justeringer.
> Læs også: 5 gratis apps til fotoredigeringen på telefon og tablet.

I dette tilfælde foregår fotoredigeringen på en iPad i programmet Lightroom. Skærmen kan i samarbejde med den hvide pen måle, hvor hårdt du trykker på skærmen. Jo hårdere du trykker, jo større effekt har penslen.
© Digital FOTO2. Redigeringsprogrammerne til din tablet er gode og billige
Redigerer du billeder på din computer, vil du ofte opleve, at redigeringsprogrammerne enten koster mange penge eller kræver abonnement.
Hvis du i stedet bruger en tablet, er der langt flere muligheder for at få gode og gratis redigeringsprogrammer eller avancerede programmer, der koster forholdsvis få penge.
Et af programmerne er Adobe Lightroom, som findes i en gratis-version til din tablet.
Derudover kan du fx også bruge Googles gratis fotoredigeringsapp, Snapseed, som har alle de vigtige redigeringsfunktioner og forskellige filtre.
> Læs også: 6 fotoapps du skal have på telefonen.

Her justeres billedet med en såkaldt s-kurve i programmet Snapseed.
© Digital FOTO3. Det er nemt at overføre billeder til din tablet
Mange billeder bliver i dag skudt med en kameratelefon. Mobilbillederne er ofte i rigtig god kvalitet, og nogle telefoner kan endda skyde i raw-format, som giver dig flere muligheder i forhold til billedredigering.
Den lille skærm på kameratelefonen giver dig dog ikke samme overblik og kontrol, som du får på en tablet. Heldigvis arbejder en tablet og en kameratelefon rigtig godt sammen.
Ofte deler de to maskiner billederne automatisk. Det kan de fx gøre gennem Google Fotos eller Apples iCloud-synkronisering.
> Læs også: Overfør fotos fra mobilen i en fart.

Den lille skærm på en kameratelefon er sjældent optimal, når du skal redigere billeder. Brug i stedet tablettens større skærm til at redigere dine billeder.
© Shutterstock4. Du kan redigere dine fotos på farten
Hvis du elsker at rejse med dit kamera i hånden og en let taske på ryggen, er en tablet perfekt til dig.
En tablet vejer og fylder typisk meget mindre end fx en bærbar computer. Derfor er den perfekt, hvis du hellere vil prioritere et ekstra objektiv i håndbagagen end en tung computer.
Derudover har langt de fleste kameraproducenter deres egne apps, som sørger for, at du kan sende dine billeder trådløst fra dit kamera til din tablet uden besvær.
> Læs også: 6 lette trin til nybegynderen i fotoredigering.