På redaktionen tager vi rigtig mange billeder med vores telefoner. Den primære grund er selvfølgelig, at vi altid har dem ved hånden, men faktisk er kvaliteten også fuldt tilstrækkelig til mange motiver.
Men: Der er selvfølgelig en lang række situationer, hvor vi griber efter det dedikerede kamera, hvis vi ellers har det med. Her er tre af de vigtigste grunde til at bruge kameraet frem for mobiltelefonen.
1. Når du vil have en sløret baggrund
I dag har mange telefoner en funktion til at tage fx portrætter med en sløret baggrund.
På grund af de små billedsensorer i mobiltelefonen kan du ikke få en ægte sløret baggrund, så det må telefonen klare ved hjælp af software.
Det er altså en kunstig sløring, som betyder, at ujævne kanter mellem forgrund og baggrund ofte bliver grimme – specielt hvis der er løse hår og lignende.
Spejlrefleks og systemkameraer samt kompaktkameraer med store billedsensorer kan lave en flot optisk sløring af baggrunden på store blændeåbninger.
Det betyder, at fx løse hår står knivskarpt mod den slørede baggrund.
2. Når motiverne er langt væk
Der er godt nok begyndt at komme telefoner med teleobjektiver, men de kan ikke bringe dig lige så tæt på som et rigtigt kamera med tele.
Mange telefoner tilbyder, at du kan zoome tættere på med digital zoom, men det går ud over billedkvaliteten, så du får slørede eller pixelerede billeder af fjerne ting.
Det sker ikke med et ægte teleobjektiv på et kompaktkamera eller til system- og spejlreflekskameraer, hvor billederne bliver helt skarpe.
3. Når der er fart på
Specielt når du fotograferer legende børn, sport og andre actionmotiver, kommer telefonen til kort over for et rigtigt kamera.
Autofokus i dit kamera er som regel hurtigere og bedre til at følge motiver i bevægelse. Det betyder ikke bare, at du får flere skarpe billeder, men også at kameraet tager billedet i det øjeblik, du trykker på udløserknappen, fordi fokus allerede ligger rigtigt.
Ellers risikerer du at vente på, at fokus får bidt sig fast, og så er det ofte for sent.
Desuden er det meget nemmere at indstille fx lukkertiden manuelt, så du er sikker på, at du ikke får bevægelsessløring i billederne.