Når sneen falder, ændrer landskabet karakter, og du får nærmest de gode billeder forærende. Men frostgraderne byder også på andet end de kridhvide marker og nøgne træer, som du fotografere hvert eneste år.
Faktisk er der flere spændende naturfænomener, der kun opstår, når temperaturen er tilstrækkeligt lav, og det er derfor kun på særligt kolde dage, du kan være heldig at se dem.
Et af de fænomener er overisning.
> Læs også: 3 tegn på at der er en farverig himmel på vej
Hvad er overisning?
På meget kolde dage med kraftig blæst viser overisning sig ved at moler, rækværk, bænke og andre genstande, der er tæt på kysten, er pakket ind i et tykt lag is.
Fænomenet opstår, når lufttemperaturen falder, samtidig med at havets temperatur stadig er så høj, at vandet ikke fryser til is. Når bølgerne slår mod kysten, vil vandet øjeblikkeligt danne et panser af is.
Overisning er et fænomen, der igennem historien har været forbundet med stor fare, fordi det kan få skibe til at kæntre og fly til at forulykke.
Men hvis du bare holder dig ved kysten, kan det også give blændende billeder, der ikke ligner noget som helst, du har taget før.
> Læs også: Sådan tager du flotte familiebilleder om vinteren
Hvordan fotograferer du overisning?
Billeder af solnedgange over havet bliver let tomme at se på, så her er din chance for at få et interessant billede af dagens sidste timer.
Brug fx en overiset bådebro, et rækværk eller et par lygtepæle til at skabe en linje igennem billedet, og lad ikke himmel og hav fylde blive det dominerende element i billedet.
Skyder du med vidvinkel, er det vigtigt, at du placerer et element i forgrunden. Vidvinklens perspektiv skubber nemlig alle omgivelser længere væk fra hinanden, så du skal tættere på end med andre objektivtyper.
Vælg en blænde på F11-F16, og læg fokus cirka en tredjedel inde i motivet. Her vil du oftest få den største dybdeskarphed.
> Læs også: Sådan passer du på dit fotoudstyr i kulden
Brug din fantasi
Overisning er som regel mest imponerende ved kysten, men fænomenet kan også opstå inde i landet, når det regner. Her bliver regnen til lange, sylespidse istapper, og det kan også give spændende billeder.
Led fx efter telefonmaster, cykler og træer, der er hårdt ramt af overisning, og giv eventuelt billedet et blåligt farveskær i billedbehandlingen, så den vinteragtige stemning bliver forstærket.
> Læs også: 3 tips til forrygende billeder i lav sol