Der findes to udtryk på engelsk, der bliver brugt igen og igen i især modeindustrien: "Less is more" og "Keep it simple". Og det er faktisk noget, der også er værd at have i baghovedet, når du fotograferer.
I nogle tilfælde kan en enkel tilgang til landskaber nemlig give langt stærkere billeder, end hvis du anstrenger dig for at få så mange elementer som overhovedet muligt med.
Det er dog en balance, for du kan også ende med et tomt og kedeligt billede, hvor man som udenforstående ikke ved, hvor man skal kigge hen.
Vi har samlet en håndfuld tips, der vil kunne give dine enkle landskabsbilleder stor gennemslagskraft.
1. Vælg et egnet sted
Der er bestemte steder, der egner sig bedre til enkle landskabsbilleder end andre. Åbne vidder som klitter, marker og kyster er oplagte til denne type fotografi, for her er tomheden det mest dominerende element, og det gør det let at samle fokus om ét enkelt element.
Fx er det meget lettere at få folk til at lægge mærke til et kroget træ, hvis det er det eneste, der stikker op fra en stor mark, end hvis det står midt i en skov eller en storby.
> Læs også: 3 tips til landskabsbilleder, du måske ikke kendte
2. Tjek vejrudsigten på forhånd
Tåge og gråvejr er generelt optimalt, idet de giver en ren, desatureret baggrund, som underbygger det enkle udtryk.
Det kan dog også lade sig gøre at tage et billede i fuld sol, når bare der ikke er noget i billedet, der kaster underlige skygger, som forvirrer og drager fokus fra hovedmotivet.
> Læs også: Det skal du fotografere i gråvejret

En telefonmast fyldt med fugle er et motiv, der findes overalt, og som kan give flotte, poetiske billeder, når den står isoleret på en pastelfarvet aftenhimmel.
© Shutterstock3. Find et fokuspunkt
Noget af det vigtigste, du kan gøre for at undgå, at billedet bliver tomt, er at finde et element, der kan fungere som fokuspunkt, fx et træ, et hus eller en forbipasserende. Det er dette element, der er dit hovedmotiv.
Det kan sagtens være noget fra din hverdag, fx en telefonmast, som du går forbi på vej til arbejde. På ovenstående billede har fotografen fanget masten en aften, hvor himlen var sart rosa på grund af solnedgangen, og hvor ledningerne var fyldt med små fugle. Det er det, der gør billedet interessant.
Dit motiv behøver ikke fylde ret meget af billedet, bare det er der. På den måde har den person, der kigger på billedet, noget at rette sit blik mod.
> Læs også: Løft dine landskaber til et nyt niveau i Lightroom

En sneklædt mark med et ensomt træ kan give et stemningsfuldt billede – især hvis du ekskluderer himlen i din beskæring.
© Shutterstock4. Tænk over dit udsnit
Når du har fundet et interessant element, er det tid til at finde den rigtige beskæring af billedet.
Ofte vil det give et mere dramatisk udtryk, hvis du enten ekskluderer himlen helt som på billedet af den sneklædte mark ovenover, eller lader himlen dominere som på billedet nedenfor.
> Læs også: 5 tips til bedre landskabsbilleder
5. Overvej at skifte brændvidde
De fleste forbinder landskabsbilleder med vidvinkel, fordi den store billedvinkel gør det muligt at få enormt meget af landskabet med. Men jo mere, du inkluderer i dit billede, jo større er risikoen også for, at du får en masse forstyrrende elementer med, som drager fokus fra hovedmotivet.
Derfor bør du også pakke en tele i tasken, når du tager på fototur. Med den kan du nemlig selv bestemme, hvilken del af landskabet, du vil fokusere på, og du kan få et andet perspektiv på steder, du måske har set mange gange gennem en vidvinkels glas.
> Læs også: Få skarpere billeder med dit teleobjektiv

Brug en forbipasserende eller en cyklist til at give billedet et interessant element, som fanger øjet med det samme.
© Shutterstock