Med et helt almindeligt kamera kan du lave en timelapse-film, hvor du sætter farten gevaldigt op. Det egner sig perfekt til solnedgange, hvor en færdig film på få sekunder kan rumme dagens sidste times tid.
I perioden fra solen stadig er på himlen, til den er under horisonten, kan du opleve et væld af farver og nuancer på himlen. Specielt hvis der er skyer på himlen, kan du få flotte optagelser.
>Læs også: 3 fejl du skal undgå når du redigerer billeder af solnedgangen
Sådan optager du timelapse
Kameraet skal på et solidt stativ, da det skal stå helt stille. Mange kameraer har en særlig timelapse-funktion, hvor du vælger, hvor mange billeder det skal tage, og hvor lang tid der skal være mellem hvert billede. Har kameraet ikke det, kan du bruge en fjernudløser med indbygget timer.
Se et eksempel på en vores timelapse-optagelser:
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.
Til solnedgangen passer det nogenlunde med et interval på 10 sekunder og omkring 500 billeder. På den måde dækker du omkring halvanden time, der vil blive til 15-20 sekunder i den færdige film.
>Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ
Justér eksponeringen
Da lyset kan skifte ret meget under optagelsen af en solnedgang, er det en fordel, hvis eksponeringen også justeres, så de sidste billeder ikke bliver meget mørkere end de første. Du kan bruge blændeprioritet og Auto ISO, hvor der dog er risiko for, at optagelserne kan flimre lidt.
Nogle kameraer med timelapse-funktion giver mulighed for at ændre eksponeringen undervejs. Funktionen kaldes fx Exposure Smoothing eller AE Tracking.
I optagelsen herunder brugte vi samme kameraindstillinger til alle billederne, så eksponeringen ikke ændrede sig undervejs. Det betyder, at optagelsen bliver mørkere og mørkere, efterhånden som lyset bliver svagere.
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.
Indstil Fokus manuelt, så fokus ikke flytter sig undervejs. Ved at stille hvidbalancen til fx Dagslys sikrer du, at farvegengivelsen ikke justeres undervejs.
Sådan laver du en timelapse i Windows 10
Nogle kameraer kan samle billederne til en film direkte i kameraet, men ellers foregår det på computeren. Du kan sætte dine timelapseoptagelser sammen i appen Videoeditor, som er en del af Windows 10. Vælg Nyt videoprojekt, og navngiv det. Klik på Tilføj, og find frem til timelapse-billederne, som du markerer.
>Læs også: 5 tips til bedre landskabsbilleder
Træk derefter billederne ned på Historietavle. Markér alle billeder ved at taste Ctrl + A. Klik på Varighed, og indtast 0,03, hvilket svarer nogenlunde til 30 billeder i sekundet. Vælg Færdiggør video og Eksporter.