Nogle af de billeder, vi har taget i tidens løb, lærte os nye teknikker, som vi gerne vil dele ud af.
I denne artikelserie ser vi nærmere på nogle af redaktionens mest vellykkede fotos, samtidigt med vi fortæller om oplevelsen, overvejelserne bag billedet og om billedbehandlingen.
Vi starter med dette panoramabillede over Ålesund i Norge.
418 trappetrin over den hyggelige by
Byen Ålesund ligger helt ude ved vestkysten i Norge, og her er naturen storslået.
Naturen er faktisk så storslået, at man som fotograf gerne vil have hele sceneriet med i ét billede – og det var lige præcis, hvad vi satte os for.
Billedet er taget fra udsigtspunktet 418 trappetrin over bymidten, og ved solnedgang tiltrækker platformen på toppen masser af fotografer.
For ikke at tage det samme billede som alle andre, forsøgte vi os med et et panorama.
Det færdige billede består af tre forskellige fotos, der er sat sammen i Lightroom, og vi brugte stativ for at få ensartede udsnit.
> Læs også: Skyd storslåede panoramabilleder på højkant
Sådan kan du selv tage panoramafotos
Panoramabilleder er særligt velegnede i situationer, hvor du gerne vil vise mest muligt af et landskab – eller som her størstedelen af byen Ålesund.
Det kræver en del øvelse at tage et rigtig godt panoramabillede, men når du har styr på teknikken, giver den nogle helt nye fotomuligheder, hvor du kan vise et langt større udsnit, end du ellers ville kunne med selv det kraftigste vidvinkelobjektiv.
Når du starter, skal du tage det første foto, og dreje kameraet eller dig selv lidt mod højre. Efterfølgende skal der være et overlap mellem billederne på omkring 30 procent.
Bruger du vidvinkel, må overlappet gerne være nærmere 50 procent.
Tag det antal billeder, som passer til dit motiv. Det altafgørende ved teknikken er, at du får dækket hele motivet.
Du får det bedste resultat, hvis du sætter dit kamera på stativ, da stativet sikrer, at udsnittet bliver lige, mens du roterer kameraet til siden.
> Læs også: Her er alt du skal vide om panoramabilleder
Sammensæt dine billeder i redigeringen
Du kan flette dine billeder sammen til ét panoramabillede i det fleste redigeringsprogrammer såsom Photoshop, ACDsee og Elements.
I Lightroom skal du klikke med musen i menubjælken øverst, hvor der står Photo. Derefter skal du vælge Panorama...
Nu åbnes et nyt vindue i programmet, hvor du skal klikke med musen på Cylindrical, og derefter skal du sætte flueben i boksene, hvor der står Auto Crop og Auto Settings.
Lightroom analyserer nu dine billeder og finder ud af, hvordan programmet bedst kan sætte billederne sammen, uden der kommer tarvelige overlap.
> Læs også: 5 hemmelige tips der giver perfekte panoramabilleder