De bedste vlogger-kameraer

Kameraer til vloggere gør det nemt at lave flotte videoer og fotos til sociale medier. Her får du overblik over de bedste på markedet lige nu.

Vlogger foran kamera

Vlogger-kameraer gør det nemt at lave flotte video- og fotooptagelser, der kan bruges med det samme på fx sociale medier.

© Shutterstock.com

Næsten alle kameraproducenter laver kameraer, hvor de slår på evnerne inden for vlogging. Det handler altså om kameraer til dem, der vil lave indhold i form af både fotos og video til sociale medier som YouTube og Instagram.

Det indebærer typisk, at vlogger-kameraerne har gjort det nemt at lave gode videooptagelser, der kan bruges med det samme. Skærmen kan pege lige frem, så du nemt kan lave optagelser, hvor du selv optræder, og du kan ofte vælge mellem forskellige videoformater.

Udover videofunktionerne fungerer vlogger-kameraerne også som gode fotokameraer, der har forskellige optageprogrammer og avanceret autofokus. Der findes både vlogger-kameraer med fast optik, som altså er kompaktkameraer, og vlogger-kameraer med udskiftelig optik, som altså er systemkameraer.

Takket være de smarte funktioner kan vlogger-kameraerne også være værd at kigge på for mange andre. Ofte ligger vlogger-kameraerne i den forholdsvis billige ende, og så er de ret kompakte og som regel uden søger. Herunder har vi samlet de bedste kameraer til vloggere på markedet lige nu.

Canon EOS R50 V

Canon EOS R50 V
© Canon

Kameraet her har en optageknap på fronten, så man nemt kan sætte videooptagelser af sig selv i gang. Sammen med kameraet har Canon lavet et objektiv på 14-30 mm med motorzoom, der kan styres på et lille hjul ved udløserknappen. På den måde kan man lave jævne zoombevægelser.

Kameraet har flere programmerbare knapper. En af dem er som standard indstillet til valg af billedstil eller farveprofil, så optagelserne nemt kan få et bestemt udtryk.

Systemkameraet har en god og hurtig autofokus med motivgenkendelse af personer, dyr og køretøjer.

Fujifilm X-M5

Fujifilm X-M5
© Fujifilm

Dette kamera har en særlig Vlog-indstilling på programhjulet til optagelser, hvor man selv er med. Her er bl.a. ikoner på den berøringsfølsomme skærm større, så de er nemmere at ramme, når man sidder foran kameraet og skærmen peger frem.

Fujifilm X-M5 har tre mikrofoner, så man kan vælge, fra hvilken retning kameraet primært skal opfange lyden.

På fotosiden har Fujifilm X-M5 avanceret motivgenkendelse, der kan spore en række motiver, heriblandt øjne, dyr og biler, hvor autofokus fint registrerer motiverne og fastholder fokus på dem.

Sony ZV-E10 II

Sony ZV-E10 II
© Sony

Video kan optages i højformat med Sony ZV-E10 II, så optagelserne egner sig godt til fx Instagram. Med en særlig indstilling kan kameraet skifte fokus til produkter, man holder op foran sig. Når man fjerner det igen, er fokus tilbage på øjnene. Det fungerer lynhurtigt og naturligt.

Er man mere avanceret og arbejder med farver og lys i redigeringen, er der mange muligheder. Man kan bl.a. optage i ti bit og 4:2:2 og bruge profilen S-Log3 med stort dynamisk område.

På fotosiden klarer kameraet sig rigtig godt på forholdsvis rolige motiver. Autofokus har motivgenkendelse af mennesker, dyr og fugle.