Videooptagelse med et spejlrefleks

Et system- eller spejlreflekskamera kan give dig fantastiske videooptagelser.

© Shutterstock

Sådan optager du video med dit spejlreflekskamera eller systemkamera

De fleste nye kameraer i dag kan optage video i høj kvalitet - endda i den høje 4K-opløsning. Men det er ikke sikkert, videoerne bliver, som du ønsker. For at få en flot video i kassen, er der nemlig flere faktorer, du skal tage højde for. Her får du vores bedste tips.

14. november 2018 af Poul Siersbæk

For at optage en flot video med dit systemkamera eller spejlreflekskamera, er der flere faktorer, du skal tage højde for - fx lukkertid, blænde og ISO.

Grundlæggende har indstillingerne samme effekt i en vidoeoptagelse, som de har, når du fotograferer et billede. Fx er en stor blændeåbning med til at give dig en lille dybdeskarphed, uanset om du optager video eller taget et billede med dit kamera.

Hvis du bruger kameraets Auto-indstilling til at optage video, mister du kontrollen over mange af disse faktorer, og du har ikke mulighed for at tilpasse i forhold til den optagelse, du er i gang med. 

Derfor er første skridt til en perfekt videooptagelse på system- eller spejlreflekskamera at komme væk fra Auto. 

Hvilket optageprogram er bedst til videooptagelser?

De halv-automatiske programmer som A, S og P er langt bedre end Auto til video, men vi vil anbefale, at du bruger manuelt program. 

Det giver dig mulighed for at vælge videoindstillinger, der passer til enten rolige eller actionfyldte motiver. 

Her er det afgørende, om du fx vælger at optage med 25 eller 60 billeder i sekundet. 

Du kan ligeledes sikre en ensartet eksponering ved at vælge en fast indstilling, som ikke ændrer sig, når lyset og omgivelserne ændrer sig. Det samme gælder hvidbalancen. 

Hvis disse ting ændrer sig i din video, ser det nemlig amatøragtigt ud. 

> Læs også: Sådan bruger du hvidbalancen 

Det bedste videoformat på spejlrefleks- og systemkamera

Når du skal tage fotos, anbefaler vi raw, der rummer flest billeddata. Du kan ikke gøre helt det samme med video, for der findes ikke et video-raw-format.  

Forestil dig i stedet, at video består af en masse jpeg-billeder, som sættes sammen. Det betyder, at indstillinger som fx billedstil har indflydelse på din færdige video.

Det bedste udgangspunkt for din video får du med en neutral indstilling med kontrast og skarphed skruet ned til et minimum. 

Du kan altid ændre på farverne i videoredigeringen, hvor du langt bedre kan styre dem. Nogle funktioner bruges kun til professionel produktion, så dem kommer vi ikke ind på her. 

Til gengæld guider vi dig igennem de mest centrale funktioner og indstillinger, så du kan komme i gang.

1. Vælg rigtig lukkertid til video på spejlrefleks- eller systemkamera

For at få en glidende bevægelse i din video må lukkertiden ikke være for hurtig. Lidt slør giver et naturligt udtryk.

Sæt lukkertiden til det dobbelte af den optagehastighed, du har valgt, også kaldet frame rate. Er hastigheden fx 24 billeder per sekund, så vælg 1/50 sekund.

Til de fleste videooptagelser er 24 til 30 billeder i sekundet optimalt, mens du skal vælge 60 eller flere per sekund til slowmotion eller action. Vælger du lukkertider hurtigere end dette, risikerer du, at de bliver unaturlige at se på.

I videoen herunder kan du se, hvordan forskellige lukkertider påvirker dine videooptagelser.

2. Brug blænden rigtigt til videooptagelse

Lysstærke objektiver giver en flot baggrundssløring. 

Bruger du en stor blænde, fx F2.8, skal du dog sikre, at motivet ikke bevæger sig frem og tilbage og dermed kommer ud af fokus, da dit dybdeskarphedsområde er ganske småt.

Zoomer du under optagelse med objektiver, der ikke har samme blænde i hele zoomområdet, vil eksponeringen blive synligt påvirket, hvis blænden fx ændrer sig fra F3.5 til F6.3, når du zoomer.

En fast blænde er derfor bedst til videooptagelser på spejlreflekskamera og systemkamera.

3. Styr lyset i videoen med Auto ISO

Lad som udgangspunkt kameraets lysfølsomhed være indstillet på Auto ISO. 

Med den indstilling vil kameraet tage sig af skiftende lysforhold og sikre, at din eksponering bliver ensartet, uanset hvilken blænde eller lukkertid du har valgt. 

Optager du video med en fast ISO-værdi og fx blænde F4.0 på en overskyet dag, og solen bryder frem, vil det skiftende lys forstyrre din optagelse og give et grimt skifte i eksponeringen. Det undgår du med Auto ISO.

Bliv klogere på funtionen Auto ISO i denne artikel.

4. Optimal fokuskontrol til videooptagelser

Autofokus er fint til enkle motiver, som ikke er i bevægelse, og i nogle tilfælde er den stærk nok til at følge en person, som flytter sig. Du kan dog komme ud for, at fokus kan skifte til forgrunden eller en anden person, hvis der er bevægelse her.

Har kameraet en berøringsfølsom skærm med fokusmulighed, kan du trykke på skærmen, hvor fokus skal ligge.

Vi anbefaler dog at fokusere manuelt, så du har fuld kontrol over din videooptagelse.

> I Fordelszonen gennemgår vi et videokursus, hvordan du bruger manuel fokus. Se videoen her. (kun for abonnenter)

5. Rolige videooptagelser med stativ

Du opnår bedre og roligere resultater, hvis du sætter kameraet på stativ. 

Så slipper du også for, at mikrofonen opfanger lyd fra billedstabiliseringen i dit objektiv. Til højre kan du se tre ting, der hjælper dig videre.

Du kan også gå skridtet videre og investere i en gimbal, så du kan få lette, glidende bevægelser i dine videooptagelser. 

Læs også: Derfor skal du investere i en gimbal til dit kamera

Gimbal til video på spejlreflekskamera

Med en gimbal kan du holde dit kamera helt stille og dermed få nogle lækre, glidende billeder i dine videooptagelser. 

Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ

6. Få styr på lyden i din video

Alle kameraer er udstyret med en indbygget mikrofon. Du skal bare være klar over, at den let opfanger lyde fra fokusmotor og billedstabilisering, ligesom dine berøringer af kameraet også kommer med i din video.

Har dit kamera et mikrofonstik, vil vi anbefale dig at købe en ekstern mikrofon, som kan monteres i kameraets blitzsko.

For omkring 600 kroner kan du købe en ekstern mikrofon, der sikrer dig markant bedre videolyd end den indbyggede mikrofon i dit system- eller spejlreflekskamera. Gå fx efter mikrofoner af mærket Røde, som laver rigtig gode mikrofoner til dit kamera. 

Røde mikrofon til sytemkamera og spejlreflekskamera

Med en ekstern mikrofon som denne monteret på dit kamera, får du markant bedre lyd, end hvis du bruger kameraets indbyggede mikrofon. Tjek gerne indstillingerne for lyd i dit kamera, når du har valgt videooptagelse, for at se, hvilke muligheder du har for at arbejde med lyden i din video i netop dit kamera.

© Røde

Vil du modtage nyheder om fotografi i din indbakke?

Hver uge sender vi vores nyhedsbrev ud med spændende artikler, nyheder og tips og tricks til den foto-interesserede.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få vores grundige begynderguide til dit kamera med det samme som e-bog. Med den får du nemt helt styr på blænde, ISO og lukkertid og meget mere. 

Skriv dig op til nyhedsbrevet lige her. Du kan altid afmelde det igen. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...