World Press Photo 2018 - Næsehorn ligger med bind for øjnene og bedøvet

"Waiting for Freedom", hedder dette gribende billede af et næsehorn, der er blevet bedøvet og har fået bind for øjnene

© Neil Aldridge

World Press Photo offentliggør ny miljø-kategori

De nominerede i årets World Press Photo-konkurrence er blevet offentliggjort. Samtidig er kategorien Daily Life blevet sløjfet, og en ny kategori har set dagens lys.

14. februar 2018

Den 12. april 2018 løber den 61. udgave af World Press Photo af stablen, og selvom konkurrencens rammer i store træk er de samme som for 61 år siden, er der alligevel sket flere ændringer gennem årene.

Én af de ændringer i år er, at kategorien Daily Life udgår fra konkurrencen. Til gengæld har fotografer og fotojournalister haft mulighed for at sende bidrag ind til en helt ny kategori ved navn Environment.

"Menneskelig indvirkning på miljøet er en af de vigtigste problemstillinger i vores tid. I den kommende konkurrence har vi tilføjet kategorien Environment. Det giver os muligheden for at belønne og støtte billeder, der handler om dette emne, herunder historier, der drejer sig om løsninger," lyder det fra Micha Bruinvels, der er konkurrencedirektør i World Press Photo Foundation.

Foruroligende billeder af vores verden

De nominerede i årets konkurrence, og altså også i den nye kategori, er netop blevet offentliggjort. 

Størstedelen af billederne tegner et foruroligende billede af fremtidens miljøsituation, men et enkelt viser, at der også bliver arbejdet på løsninger, der kan imødekomme problemerne. 

World Press Photo 2018 - Såret albatros i Sydafrika

Billedet af en ung albatros, der er såret efter et museangreb, hedder 'Attack of the Zombie Mouse' og er taget på Marion Island i Det Sydindiske Ocean. Her er mus en invasiv art, der er begyndt at kaste sig over levende albatrosunger. 

© Thomas P. Peschak
World Press Photo 2018 - Flamingoer flyver i flok over Brasilien

'Amazon: Paradise Threatened' hedder billedet her af flamingoer, der flyver i flok over Amazonas i Brasilien. De store, øde sandområder er et resultat af massiv skovrydning i 2016.

© Daniel Beltra
World Press Photo 2018 - Innovativ landbrugsteknologi i Holland

'Hunger Solutions' må siges at være det eneste positive billede blandt de nominerede miljøbilleder. Det er taget i et område i Holland, der bliver kaldt 'Food Valley', hvor en klynge af start up-virksomheder indenfor innovativ landbrugsteknologi arbejder på at udvikle løsninger på klodens hungersnød. 

© Luca Locatelli
World Press Photo 2018 - Ung mand bærer en kæmpestor bylt med affald henover en losseplads

Mennesker producerer mere affald end nogensinde før. Billedet 'Wasteland' er en del af en serie, der dokumenterer forskellene på Lagos, Jakartas, Tokyos, New Yorks, Sao Paulos og Amsterdams håndtering af affald - eller manglen på samme. 

© Kadir van Lohuizen
World Press Photo 2018 - pingviner foran pingvinbestand i Afrika

Oftest er et billede af et billede ikke det mest interessante motiv, men i ekstreme tilfælde kan sagen være en helt anden. 

Billedet 'Back in Time' viser i forgrunden et historisk billede fra 1890'erne af en afrikansk pingvinkoloni på øen Halifax i Namibia. Billedet står i stærk kontrast til den nuværende pingvinkoloni i baggrunden. 

© Thomas P. Peschak

Vinderne af årets konkurrence vil blive afsløret til prisuddelingen i Amsterdam den 12. april. 

Se også de fire skandinaviske nominerede billeder i World Press Photo 2018 her. 

Læs mere om World Press Photo 2018 og se alle de nominerede fotografier her.

> Lige nu kan du prøve to udgaver af Digital FOTO og få en lækker kikkert for kun 49 kroner. Læs mere her. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...