Der er ingen grund til at gå i dvale i vintermånederne, for lige udenfor står motiverne i kø. Uanset om dine omgivelser er begravet under en tyk dyne af sne, eller bare er blevet pudret med et lag rimfrost, giver minusgraderne dig mulighed for at få flotte billeder.
Her får du 5 idéer, du kan gå ud og fotografere, når frosten bider.
> Læs også: Pas på dit fotoudstyr i kulden
1. Nøgne træer i tåge
Med nattefrost følger ofte morgentåge, og det kan du bruge til at skabe mystik i dine landskabsbilleder. Find et område, hvor der står flere nøgne træer, og gå tæt på ét af dem for at skabe dybde i billedet som ovenover.
Tåge og dis kan snyde både kameraets autofokus og lysmåler, så vælg et enkelt fokuspunkt, og læg det på kanten af træet, hvor der er stor kontrast. Skru 1-2 trin op for eksponeringskompensationen, så billedet ikke bliver underbelyst.
> Læs også: Sådan tager du flotte familiefotos om vinteren
2. Sneklædte træer i frøperspektiv
Nåletræer taber, modsat mange andre træer, ikke bladene om efteråret, og det gør dem til et klassisk vintermotiv. Men hvis du stiller dig ind mellem en klynge træer og peger kameraet helt opad, kan du få et anderledes billede med en nærmest symmetrisk komposition.
Brug et vidvinkelobjektiv på mellem 14 og 28 mm, så du får så mange træer med som muligt, og træd gerne et par skridt frem og tilbage mellem billederne, så du får det flotteste udsnit.
> Læs også: 5 fejl begynderen begår med vidvinkel
3. Elmaster mod en hvid himmel
Bor du et sted, der får masser af sne om vinteren, så udnyt de kridhvide omgivelser til at få enkle og rolige landskabsbilleder med et grafisk udtryk.
Et oplagt motiv er fx elmaster, der har en stringent og yderst genkendelig form, som træder flot frem på en sneklædt mark. Det er bedst, hvis himlen også er helt overskyet, så himmel og jord går i ét.
Det er en god idé at skrue et par trin op for eksponeringskompensationen, så sneen bliver kridhvid i stedet for grå. Det gør ikke noget, at højlysene brænder ud, for sådan ser de jo også ud i virkeligheden.
> Læs også: Sådan tager du enkle og smukke landskabsbilleder
4. Snefnug i blitzlys
Der er ingen, der siger, at landskabsbilleder skal tages i dagslys. Hvis det begynder at sne, efter at mørket er faldet på, kan du bruge enten den indbyggede eller en ekstern blitz til at få unikke, kunstneriske billeder af den faldende sne.
Det er vigtigt, at du har et simpelt element i baggrunden, som du kan stille skarpt på, fx et eller flere træer som ovenover. På den måde bliver snefnuggene til store, ufokuserede cirkler, der skaber et interessant element i forgrunden.
> Læs også: 9 funktioner du skal kende i din flash
5. Strukturer i isen
Vand er allerede et populært motiv blandt landskabsfotografer, men når vandet fryser, giver det endnu flere muligheder for spændende billeder. Find et sted, hvor du kan opnå en komposition, fx ved en bro eller en bademole.
Du får det bedste resultat, hvis du fotograferer ved solopgang eller solnedgang. Her står solen nemlig så lavt, at lyset rammer strukturerne i isen og får dem til at træde tydeligere frem. Samtidig får du en himmel med blændende farver.
> Læs også: Fotoguidens bedste tips til landskabsbilleder