De professionelle naturfotografer får ofte fanget naturen i hele dens imponerende skønhed, og det kan være svært at få lignende resultater, uanset hvor meget tid man bruger i billedbehandlingen.
Med de følgende syv tips kan du dog hurtigt løfte dit naturfoto til helt nye højder.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
1. Tag ud når lyset er bedst
For at få de bedste farver i dine billeder, er det vigtigt at undgå at skyde, når solen står højest på himlen.
Tag gerne ud omkring solopgang eller solnedgang, hvor lyset og farverne er bedst.
Her kan du skyde i den stemningsfulde blå time, som giver blødt og lækkert lys eller i den gyldne time, der sikrer dig varme nuancer i billedet.
2. Brug filtre til hårdt dagslys
Er du alligevel ude, når solen står højt, og himlen er blå, så brug gerne et polfilter, som forstærker de blå nuancer i himlen og de grønne farver i græs, træer og buske.
Filteret mindsker samtidig reflekser i fx vand.
For at få den bedste effekt skal du placere dig, så solen rammer motivet i en vinkel på 90 grader.
Drej filteret, mens du ser i søgeren, indtil effekten er passende.
3. Skab dybde i naturbilledet
Skyder du landskaber med en vidvinkel, så tænk over, at du både får placeret objekter i for- mellem- og baggrund af billedet.
Det giver en god dybde, og billedet bliver mere interessant at se på.
Overvej også, om du skal kaste dig ud i focus stacking, hvor du kombinerer flere billeder med forskelligt fokus til ét billede, der er skarpt fra forgrunden og til den yderste baggrund.
4. Kom tættere på med telen
Et teleobjektiv er nyttigt af flere grunde.
Dels kan du komme tæt på dyrelivet uden at forstyrre, og dels giver brug af lange brændvidder over store afstande en flot baggrundsløring.
Desuden kan du også bruge et teleobjektiv til at presse perspektivet sammen, hvis du fx skyder i skoven, hvilket kan give en flot effekt.
5. Få naturfotos uden rystelser
Medbring gerne et stativ på turen ud i det grønne, det giver dig nemlig mulighed for at skyde knivskarpe makrobilleder.
Stativet hjælper dig også til landskaber, hvor du kan tage tre til fem billeder af motivet ved forskellig eksponering, som du efterfølgende kan sætte sammen til et HDR-billede med mange detaljer i både højlys og skygge.
> Læs vores guide til, hvordan du vælger det rigtige stativ for dig her
6. Få dramatik med ND-filteret
Med et ND-filter får du mulighed for at have en længere lukkertid, uden at billedet bliver overbelyst.
Det kan især give nogle spændende effekter, hvis du f.eks. fotograferer natur, hvor der er vand i bevægelse.
Med en længere lukkertid bliver vandet nemlig sløret og trukket ud, og det kan give en spændende effekt i billedet.
Samme metode kan også anbefales til at få en dramatisk effekt i skyer, der driver over himlen.
7. Kompositionen skaber spænding
Et trick til at indfange et godt naturbillede er, hvis du udvælger en særlig detalje, mønster eller form, og bruger den aktivt i din komposition.
Det kan fx være et vandløb, spændende stenformationer eller isflager i forgrunden af dit billede, men det kan også være et havneanlæg, som på billedet nedenfor.
Led derfor efter linjer, symmetri eller en S- eller zigzag-form, som kan lede beskuerens øjne ind i billedet.
Få flere tips til naturfoto
Har du fået lyst til at læse mere om de forskellige genrer indenfor naturfotografi, så har vi samlet en række spændende artikler her.
Har du fanget det perfekte naturbillede?
Så kan du altid sende dine billeder ind til vores månedlige fotokonkurrence. Vinderne bringes både i vores magasin og her på hjemmesiden.
>Se mere her