Her på redaktionen kan vi bruge lang tid på at finde inspirerende fotografer, der skyder flotte portrætter ud over det sædvanlige.
På Instagram er der nemlig masser af dygtige fotografer, der overrasker og får os til at spærre øjnene op en ekstra gang.
Her kan du læse om fem portrætfotografer, der altid giver os lyst til selv at fotografere, og som giver fornyet inspiration til egne fotoprojekter.
1. Brandon Woelfel
En af de portrætfotografer, der indimellem overrasker os med nye teknikker, er Brandon Woelfel.
Brandons krøllede hjerne giver anderledes portrætter, og med helt simple remedier kan han få utrolige resultater.
Det kan fx være som på billedet herunder, hvor han har skudt en dobbelteksponering med en kameratelefon.
Dobbelteksponeringen er sat sammen af to billeder. Ét skud af palmebladet, og derefter ét skud af modellen.
Billedet er taget med en kameratelefon, men der er også mange kameraer, der har denne funktion.
> Læs også: Sådan laver du smukke dobbelteksponeringer
2. Calob Castellon
Calob Castellon er mester i at redigere sine portrætter, så de får et animeret udtryk.
Leger du selv med dine portrætter i redigeringen, kan du hente stor inspiration hos fotografen, der er baseret i Los Angeles.
I flere af Calobs opslag på Instagram kan man endda se den trinvise redigering, og det giver en godt indtryk af, hvad redigeringerne kræver, hvis du vil gøre ham kunsten efter.
> Læs også: Derfor skal du bruge Photoshop til dine portrætter
3. Sasha Arutyunova
I den helt anden ende af spektret – i forhold til de to foregående fotografer – finder vi Sasha, der er mester i at tage naturlige portrætter.
Her er det ikke en stor opsætning med masser at kunstigt lys, der sikrer det gode portræt.
Det er derimod et godt kendskab til, hvordan man skal bruge det naturlige lys, når man fotograferer portrætter.
Sashas billeder er et godt eksempel på, at det ikke nødvendigvis kræver dyrt udstyr at fotografere gode portrætter.
Under den åbne himmel er lyset godt, og det giver som regel et flot resultat.
Det er Sashas portrætter et fint eksempel på.
> Læs også: Begynderens guide til portrætfoto
4. Nirav Patel
Du kan blive en bedre portrætfotograf, hvis du har sans for, hvor det gode og interessante lys er.
Lige præcis denne kundskab har Nirav, der ofte fotograferer foran vinduer eller sprækker med lys, og det giver stærke portrætter uden brug af lamper, eksterne flash og andet udstyr.
> Læs også: Begynderens guide til godt lys i portrætfotos
5. Oswaldo Cepeda
Er du mere interesseret i portrætfotografering i et fotostudie, skal du følge Oswaldo Cepeda, der er mester i at lave flotte indendørs opsætninger.
Oswaldo er god til portrætter med stærke farver.
Han sætter bl.a. en farve-gel på sin eksterne flash, der gør, at han fx kan lave et rødt eller lilla lys, når han fotograferer.
> Læs også: Sådan kan du være kreativ med kunstigt lys
Hent Digital FOTOs e-bog omkring portrætfotografi
I denne e-bog får du artikler, der er fyldt med tips, der giver dig flottere billeder af personer.
I e-bogen viser vi blandt andet, hvordan du bruger både naturligt lys og studielys til at få fantastiske portætter.
Du kan blandt andet se, hvilken effekt forskellige opstillinger af lamper i studiet giver.