© Shutterstock

Lås op for dit objektivs fulde potentiale

Du kan få imponerende detaljer, komme tættere på dine motiver og få glas, der holder sig skarpe i længere tid, hvis du låser op for dine optikkers fulde potentiale. Her får du fire tips til at få de allerbedste billeder med dine objektiver.

Vil du have det bedste ud af dine objektiver, så skal du læse med her. 

Du får fire tips, som sørger for, at du får mest muligt ud af dine optikker.

1. Trick gør lyset mere interessant

Du kan give gadelys eller fx solen en flot stjerneeffekt, som løfter dine billeder til et nyt niveau. Det gør du ved at bruge en lille blændeåbning.

Effekten optræder som regel, når du nærmer dig F11-F13. Omkring F16 er effekten størst. Undgå at bruge højere blændetal, da kvaliteten af billedet falder omkring F22.

Ulempen ved denne metode er, at du skal bruge en lille blændeåbning, altså et stort F-tal. Det giver ofte lange lukkertider, som kan resultere i, at du er nødt til at bruge et stativ.

I stedet kan du købe et stjernefilter, som giver den samme effekt. Filtrene findes typisk med fire-, seks- eller ottetakkede stjerner.

> Læs også: Alt du skal vide om filtre til dit kamera.

Stjerneeffekt i et foto

Med den lille blændeåbning får du denne effekt, hvor lys tager form som en stjerne.

© Shutterstock

2. Brug gamle objektiver på nye kameraer

Selv om du har skiftet kamerasystem, kan du sagtens bruge dine gamle objektiver på det nye kamera. Med en adapter kan du nemlig spare en masse penge, da du ikke behøver købe nye glas. Adapteren fungerer som mellemled fra objektivets fatning til kameraets fatning. 

Producenten Metabones specialiserer sig i at lave adaptere til forskellige kameraer og objektiver. Deres adapter Speed Booster tillader endda, at man sætter full-frame-objektiver på kameraer med mindre sensorer og får højere lysstyrke. 

Ved nogle adaptere mister du dog muligheden for at bruge kameraets autofokus.

> Læs også: Få mere ud af dine gamle objektiver

3. Sådan får du en lige horisont

Vidvinkelobjektiver er perfekte til landskaber, da de får det hele med. Du skal dog være opmærksom på, at du får en vandret horisont, da kraftige vidvinkler giver fortegninger.

For at horisonten er lige på fx 14 mm, skal objektivet pege frem i vater. Peger kameraet op eller ned, bliver horisontlinjen buet.

Undgå også, at vigtige elementer optræder helt ude i billedets yderområder, hvor fortegningen typisk er kraftig med vidvinkel.

> Læs også: Undgå de typiske fejl med en vidvinkel

Et landskabsbillede taget med en vidvinkel

Her er det tydeligt, hvordan et vidvinkelobjektiv giver fortegninger i kanten af billedet. Her peger kameraet dog frem i vater, så horisonten er blevet lige.

© Shutterstock

4. Den rigtige stabilisering giver bedre billeder

IS, OIS, VR er alle forskellige forkortelser for, at objektiver har billedstabilisering. Det hjælper til at få skarpe billeder håndholdt, selv på lukkertider langsommere end hvad brændvidden normalt dikterer.

På avancerede objektiver kan du typisk vælge mellem tre tilstande af billedstabilisering. De er typisk markeret med tallene 1, 2 og 3 på objektivet.

Tilstand 1 er den klassiske stabilisering, hvor objektivet kompenserer for dine rystende hænder.

Tilstand 2 giver mulighed for at lave panoreringer, hvor billedstabiliseringen ikke modarbejder kameraets bevægelse.

Tilstand 3 er typisk til flakkende motiver. Her slår nogle kameraer billedstabiliseringen fra i søgeren, så det i stedet kun bruger stabilisering i det øjeblik, du trykker på udløseren.

> Læs også: Sådan virker billedstabiliseringen i dit kamera.

Fugle flyver

Hvis du fotograferer fugle i flugt, bør du indstille dit kamera til tilstand 3, hvor du kan fotografere flakkende motiver.

© Shutterstock

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...