Fejl der ødelægger dine portrætter

Det er sjovt at skyde portrætter, men hvis du vil have brugbare billeder med hjem, skal du undgå disse fem fejl. 

© Shutterstock

5 begynderfejl der ødelægger dine portrætter

Hvis portrættet skal spille, er det vigtigt, at du styrer udenom de her fem fejl, som rigtig mange nybegyndere begår.

10. august 2020 af Sarah Marie Winter

I årenes løb har vi set mange mislykkede portrætbilleder, og det er ofte de samme fejl, der ødelægger et ellers godt billede. 

Det gode er, at de er ret nemme at undgå, når man bare er opmærksom på dem. Her får du fem af de mest almindelige begynderfejl – og hvordan du undgår dem. 

> Læs også: Her er de bedste kameraindstillinger til portrætter

1. For skarpt lys

Mange begyndere tror, at det er bedst at fotografere midt på dagen, for der er masser af sol, og så kan de skrue helt ned for ISO.

Desværre er det også på dette tidspunkt, sollyset er skarpest, og det betyder, at din model skal knibe øjnene helt sammen for ikke at blive blændet. Samtidig kaster solen hårde, uklædelige skygger i ansigtet. 

Hvis du skal skyde midt på dagen, så sørg for at flytte din model hen i skyggen, eller brug eventuelt en diffuser til at bløde lyset op. Ofte følger der en diffuser med, når du køber et reflektorkit. 

> Læs også: 5 tips til at skyde gode portrætter

2. Forstyrrende baggrund

Du kan have verdens bedste kamera og verdens dygtigste model, men hvis din baggrund er ét stort rod, så vil dine portrætter alligevel blive uinteressante. 

Brug derfor tid på at finde en baggrund, hvor der ikke er nogle forstyrrende elementer, der kan stjæle fokus – fx grene, der ser ud, som om de vokser op gennem hovedet på modellen, eller skraldespande, elbokse, parkerede biler og lignende.

Hvis det er helt umuligt, så flyt modellen så langt væk fra baggrunden som muligt. Jo længere, modellen står fra baggrunden, jo mere udvisket vil den fremstå.

> Læs også: Derfor er et 50mm objektiv din bedste ven

3. For stor blændeåbning

Det kan være fristende at vælge objektivets maksimale blændeåbning for at opnå størst mulig baggrundssløring, men det er ikke nogen god idé.

Den meget lille dybdeskarphed betyder nemlig, at det er rigtig svært at lægge fokus præcist. Samtidig er de fleste objektiver mindre skarpe på de store blændeåbninger.

Blænd derfor mindst ét trin ned, fx F2.0, hvis din maksimale blænde er F1.4. 

> Læs også: Backup af billeder på den sikre måde

4. Fokus lagt forkert

Mange begyndere bruger autofokus med automatisk valg, fordi det er hurtigere end selv at skulle flytte fokuspunkterne rundt.

Problemet er bare, at den automatiske autofokus oftest griber fat i det, der er tættest på kameraet, hvilket typisk er næsetippen. 

Brug i stedet autofokus med enkelt fokuspunkt og læg det over det nærmeste øje. På den måde er du sikker på ikke at få ufokuserede billeder med hjem.

> Læs også: 5 gode grunde til at skyde i raw

5. Overdreven brug af Photoshop

Der er vel ikke noget galt i lige at fjerne en bums eller to, når du sidder med portrættet i Photoshop? 

Nej, men pludselig er én bums blevet til ti, og så har du også udglattet huden på kinderne, fjernet randene under øjnene og gjort tænderne lidt hvidere.

Vær yderst forsigtig, når du redigerer billeder af mennesker – resultatet bliver hurtigt unaturligt, og man skulle jo helst kunne genkende modellen på dine billeder.

> Læs også: Den bedste app til billedredigering

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...