Ung kvinde i profil kigger ud af et vindue i sort-hvid

At bede sin model om at vende siden til er en let måde at skabe mere drama i sit portræt. Nogle gange kan det også give en flot effekt at placere vedkommende så tæt på vinduet, at der opstår en spejling. 

© Shutterstock

Ugens udfordring: Portrætter i profil

Det kræver ikke et professionelt fotostudie at få stærke portrætter – med naturligt lys og et par tricks kan du nå langt. Vi udfordrer dig til at tage et portræt i profil, og længere nede fortæller vi, hvordan du kommer i gang.

1. juli 2019 af Sarah Marie Winther

Det kan være en god idé at udfordre dig selv som fotograf - det gør dig både dygtigere og tvinger dig til at tænke i nye, kreative baner. 

Men det er ikke altid helt lige til at motivere sig selv. 

Derfor giver vi dig denne uge en udfordring, som vi håber, du vil tage op. Du får 3 nemme tips til at få pletskud, og vi håber, du vil dele dine resultater med os - på instagram, hvor du kan tagge diginordic, og i vores store fotokonkurrence

Måske er det dit portrætfoto i profil, der bliver trykt i bladet eller kommer på Digital FOTO's instagram? 

Ugens udfordring: Tag et portræt i profil

Portrætfotografi er en populær genre – og med god grund. Mennesket er et evigt interessant motiv, for der er ikke to ansigter, der er helt ens, og selv den mindste ændring i en persons ansigtsudtryk eller kropsholdning kan give markant anderledes billeder. 

Med ordet "portrætter" tænker mange nok på et ansigt set forfra, men faktisk kan et ansigt, der er delvist skjult for kameraet, være et mindst ligeså interessant motiv. En god måde at tilsætte mystik og dramatik til et portræt er fx ved at fotografere modellen fra siden – eller i profil, som det også hedder. 

> Læs også: Her er alt du skal vide om portrætfotografering

Når modellens ansigt er i profil, vil vedkommendes kindben, næse og kæbe blive tydeligere, og det er derfor også en effektiv måde at vise styrke, mod og magt. 

Hvis din model har markante ansigtstræk, vil denne type portræt fremhæve dem, og det kan give et helt unikt billede.

> Læs også: Hvad er et portrætobjektiv? 

Ung mand sidder i en stol og kigger ud af et vindue

Stemningen i dit portræt afhænger fuldstændig af, hvor du stiller dig i forhold til lyset og din model. Her står fotografen på den modsatte side af lyset, og derfor er store dele af modellens ansigt blevet mørke.

© Shutterstock

Der er mange tilgange til at tage portrætter i profil, men én ting er sikkert: Det behøver ikke være svært eller dyrt. 

Vi udfordrer dig til at tage et portræt i profil, og her får du tre tips til, hvordan du skal gribe udfordringen an.

> Læs også: Her er de bedste kameraindstillinger til portrætfoto

1. Find din models bedste side

Noget af det bedste ved at tage portrætter i profil er, at du kan vælge den side af modellens ansigt, du bedst kan lide. 

Kig fx efter, om det ene øje større end det andet, og om der er nogle bumser, ar, piercinger eller tatoveringer, du gerne vil skjule. 

> Læs også: Sådan får du det naturlige smil frem i portrætfotos

Du kan også spørge modellen, hvilken side vedkommende er gladest for. 

De fleste mennesker har taget billeder af sig selv mange gange og har derfor en side, de har det bedst med at blive fotograferet fra. 

> Læs også: 3 tips til posering i portrætfoto

2. Brug naturligt lys fra et vindue

Du kan skyde portrætter overalt, men et af de nemmeste og bedste steder er foran et vindue. Vælg et vindue med godt lysindfald – jo større, jo bedre. 

Vær opmærksom på, at solen ikke skinner direkte ind gennem vinduet, og at baggrunden er fri for forstyrrende elementer. 

> Læs også: 5 tips til at få flottere baggrunde i dine billeder

Det er godt, hvis baggrunden er mørk, da det vil samle fokus omkring din model og styrke det dramatiske udtryk. Hvis ikke du har en ren og/eller mørk baggrund, kan du lave din egen ved at hænge et sort lagen op på væggen med gaffertape. Det er bedst, hvis lagnet er helt glat.

Placér din model med næsen pegende mod lyset, så lyset rammer ansigtet forfra. 

> Læs også: Sådan fotograferer du nemt high key og low key

Lille pige trækker gardiner fra og kigger ud af vindue

Du kan vælge at bruge vinduet uden at vise i billedet, at der er tale om et vindue, sådan som det er gjort på billedet ovenover. Men du kan også bruge det til at fortælle en historie, som her, hvor de tunge gardiner indrammer pigens ansigt. 

© Shutterstock

3. Eksperimentér med flere vinkler

Når du har styr på din model og din baggrund, er det tid til at fotografere. Stil dig først med ryggen til vinduet, så der kommer mest muligt lys på din models ansigt, og fotografer vedkommende i profil.

> Læs også: Sådan bruger du plug-ins til at forbedre dine portrætter

Når du har fået et billede, du er tilfreds med, så flyt dig om på den anden side af modellen, så lyset rammer den side, der er skjult for kameraet. 

Du vil opdage, at stemningen skifter, så snart lysforholdene forandrer sig.

> Læs også: 6 ting du ikke må gøre når du redigerer portrætter

Så er det din tur!

Du er nu godt klædt på til at gå ud og tage portrætter i profil, så det er bare om at svinge kameraet over skulderen og gå i gang. Husk, at dine billeder ikke behøver ligne dem i artiklen her. 

Vi håber, du vil dele dine billeder med os. Det kan både gøres ved at tagge os på Instagram (skriv @diginordic i beskrivelsen) og selvfølgelig ved at sende billederne ind til vores fotokonkurrence.

Rigtig god fornøjelse!

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...