Vores første test af Canon EOS-1D X Mark III

Canon har netop afsløret alle detaljer om deres nye topmodel EOS-1D X Mark III. Vi har som nogle af de første prøvet bæstet, der kan få blodet til at rulle hos både natur- og sportsfotografer.

7. januar 2020

Vi skulle en uge ind i 2020, før Canon slap alle specifikationerne om EOS-1D X Mark III. Ikke desto mindre har vi allerede haft kameraet i hænderne. Det skete, da vi som nogle af de første i verden fik lov at teste EOS-1D X Mark III på Spaniens hurtigste racerbane, Ascari.

Canon EOS-1D X Mark III
© Digital FOTO

I begyndelsen af december fik vi som nogle af de første mulighed for at teste Canon EOS-1D X Mark III på en racerbane i Spanien.

Canon EOS-1D X Mark III føles helt rigtigt mellem hænderne

Når man har vænnet sig til at bruge de lettere og mindre systemkameraer, er størrelsen og vægten det første, der stjæler opmærksomheden. 

EOS-1D X Mark III vejer hele 1440 gram og måler 15,8 x 16,8 x 8,3 cm, men efter kort tid føles kameraet helt rigtigt mellem hænderne – som et heftigt arbejdsredskab, der kan tåle det meste.

EOS-1D X Mark III er vejrforseglet og forstærket alle tænkelige steder, så timevis i regnvejr betyder ingenting. 

Vi havde dog høj sol på racerbanen i Sydspanien, hvor vi overraskende nok startede med at skyde portrætter. Canon havde nemlig hyret to modeller for at signalere, at kameraet kan mere end bare sport og natur. 

> Læs også: Alt du skal vide om spejlreflekskameraer

© Digital FOTO

På racerbanen fik vi også mulighed for at skyde portrætter med Canon EOS-1D X Mark III. 

Nyt joystick gør livet nemmere

Vi havde da heller ingen problemer med at lave gode og skarpe portrætter med EOS-1D X Mark III, selvom 20,o mio. pixels er i underkanten til den slags anno 2020. 

> Læs meget mere om portrætfotografi lige her

Til gengæld havde vi stor glæde af det nye berøringsfølsomme, optiske joystick, der lynhurtigt lader fokuspunktet flytte rundt med tommelfingeren.

Joystick Canon EOS-1D X Mark III
© Digital FOTO

Det berøringsfølsomme joystick kan flytte fokuspunktet hurtigere end det traditionelle joystick.

Efter en lille times tid med modellerne, blev racerbilerne endelig sluppet løs på Ascari-banen, der med sine 5425 meter er Spaniens længste. 

Udstyret med bl.a. et Canon EF 400mm F2.8 skulle det nye EOS-1D X Mark III for alvor testes i forhold til hastighed. Og testen blev bestået med topkarakter.

Autofokussen var formentlig hurtigere end noget andet, vi har prøvet til dato, og fik vores medbragte og højt elskede Sony A7R IV til pludselig at virke lidt tøvende. 

Stort set alle vores billeder af de forbipasserende biler var knivskarpe, og autofokus låste sig omgående fast på de hurtige biler.

> Få styr på autofokus lige her

Canon EOS-1D X Mark III følger Sony A9 II til dørs

Med 20 billeder i sekundet ved live view og 16 billeder ved brug af søgeren er EOS-1D X Mark III da også helt oppe på siden af Sony A9 II, der hidtil har været markedets hurtigste sportskamera.

Selv om der er ulemper ved spejlreflekskameraerne, så måtte vi hurtigt erkende, at intet slår en optisk søger på topniveau, og her er EOS-1D X Mark III helt fantastisk. Søgerbilledet fremstår stort, lyst og helt klart, og får selv de bedste elektroniske søgere til at virke lidt mørke, grovkornede og forsinkede. Til gengæld gengiver den optiske søger ikke eksponeringen, som den elektroniske søger gør det.

Efter den første session med racerbiler, rykkede vi til et andet område på banen. Nu skulle det handle om panorering. Her var den erfarne tyske sportsfotograf Alexander Hassenstein fløjet ind for at vise os, hvordan man gør det, og hans anvisninger var benhårde. Han bad os nemlig om at køre med 25/50.

> Læs også: Sådan får du skarpe billeder af biler i høj fart

© Digital FOTO

En af vores få skarpe panoreringer med en lukkertid på 1/25 sekund.

Rystende uskarpe billeder

Når man som os ikke forstår den ordre, er der et stykke vej til succes i den svære panoreringsdisciplin. Hassenstein uddybede, og det viste sig at handle om 1/25 sekund på blænde F25. 

Digital FOTOs udsendte gik i krig og konkluderede hurtigt, at det er umuligt at lave gode panoreringskud af hurtige racerbiler ved så langsom en lukkertid. Det var meningen, at bilen skulle stå skarpt, mens baggrunden fik den helt rigtige sløring, der styrker fornemmelsen af fart i billedet, men alle vores forsøg var helt og aldeles uskarpe og ubrugelige.

Det kan man ikke laste Canon EOS-1D X Mark III, for da Alexander Hassenstein tog vores lånte testeksemplar i hånden lavede han i første forsøg uden den store koncentration en serie på 13 skud, hvoraf de fem af dem var skarpe og vellykkede.

Vi eksperimenterede videre med EOS-1D X Mark III og panorerede med lukkertider på 1/100 og 1/50 sekund, hvor det er noget nemmere at holde bilerne skarpe og stadig få en rimelig fint sløret baggrund.

Når det kommer til den generelle betjening af kameraet, følte vi os hurtigt hjemme. Canon EOS-1D X Mark III minder trods mere end 100 forbedringer ganske meget om EOS-1D X Mark II fra 2016. 

Det giver da også god mening, da de primære kunder til et kamera på dette niveau er sportsfotografer, der ser deres kamera som et værktøj, der ikke må kræve ny tilvænning før en stor begivenhed som fx OL i Tokyo til sommer.

Vildt batteri i Canon EOS-1D X Mark III

Billedkvaliteten skal testes grundigere, før vores endelige dom falder. 

Den kan du læse senere i magasinet og i Gearguiden, men allerede ude på Ascari-banen kunne vi på den forbedrede og virkelig gode skærm godt fornemme, at billederne var noget særligt.

© Digital FOTO

Autofokussen havde overbevisende godt fat i de hurtige racerbiler.

Da vi kom hjem og fik tømt vores lynhurtige Sandisk CFexpress-kort på 512 gigabytes kunne vi konstatere, at vi havde taget 1600 billeder, og vi havde stadig 40 % tilbage på batteriet på trods af, at vi havde brugt skærmen flittigt til at se billeder på. 

Mange af vores skud blev taget i serier, og det tærer mindre på batteriet end enkelte fotos.

Billedkvaliteten bedømt ud fra jpeg-filerne fra Ascari-banen i Spanien er fremragende. Trods den relativt lave opløsning på 20,0 mio. pixels, er detaljegraden helt i top, og skarpheden er virkelig god. 

Udbrændte højlys kræver ny test

Cirka 80 procent af vores billeder er knivskarpe, og af de mindre vellykkede 20 % må vi nok tage de fleste på vores egen kappe. 

Det er ikke nemt at fotografere biler i høj fart med store håndholdte objektiver. Det var vores udfordring holde kørerens hjelm i det valgte fokuspunkt eller -område for at lægge skarpheden her, men det lykkedes langt fra altid.

Kun i ganske få tilfælde ud af de 1600 billeder har vi lyst til at give kameraet skylden, men den valgte lukkertid kan også være synderen.

Der var en tendens til, at vores billeder af de hvide biler havde flere områder, der brændte helt ud, end i samme motiver taget med vores Sony A7R IV. Det kunne dog i flere tilfælde være reddet med en kortere lukkertid. 

Det dynamiske omfang virkede dog lidt mindre her i vores første test. Der kan også også vise sig at være forbedringer, når vi får den endelige testmodel i hånden.

> Læs også: Derfor er dynamisk omgang vigtigt

Vi tør godt konkludere, at Canon EOS-1D X Mark III tager forrygende billeder, der kan måle sig med konkurrenten A9 II fra Sony. 

En nærmere analyse og endelig konklusion venter vi med, til vi får et testeksemplar til rådighed i længere tid. Til den tid kan vi også åbne og bearbejde raw-filer fra EOS-1D X Mark III i Lightroom, der endnu ikke understøtter det nye bæst af et kamera.

Rejsedeklaration: Digital FOTO var inviteret til Spanien af Canon, der ikke har haft indflydelse på artiklen.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...