En god måde at få spændende feriebilleder, der er anderledes end de andre turisters, er at rette kameraet mod de mennesker, man går forbi.
Men for at få billeder, der kan lidt mere end blot dokumentere, hvor du befandt dig på den pågældende dag, er det vigtigt at du overvejer, hvad du vil fotografere og ikke mindst hvordan.
Vi har samlet en håndfuld hurtige tips til, hvad du bør og ikke bør gøre, når du begiver dig ud på gaden med dit kamera:
1. Bed om lov til at fotografere
Vi ved det godt – det kan være angstprovokerende at henvende sig til en fremmed, fordi du gerne vil tage et billede af dem. Og i mange tilfælde er det lettere bare at hive kameraet op, trykke på knappen og skynde sig videre.
Men du vil blive overrasket over, hvor ofte du vil få et markant bedre resultat, når dit motiv er klar over og har accepteret, at det bliver fotograferet.
Så har du nemlig tid til at justere dine kameraindstillinger, finde den bedste vinkel og måske endda instruere vedkommende.
Det er naturligvis ikke altid, det er bedre at bede om lov. Det kan ske, at du spotter en interessant person, der ikke har opdaget dig, og så vil du nogle gange få et bedre og mere oprigtigt billede ved bare at trykke på knappen frem for at kontakte vedkommende.
Men oftest er det omvendte altså tilfældet. Du kan endda risikere at de mennesker, du tager billeder af, opdager det og bliver fornærmede over at blive fotograferet uden deres tilladelse. Derfor bør du altid spørge. Det værste, der kan ske, er at du får et nej.
En måde at henvende sig på, som vi har haft stor succes med, er at fortælle, at du har påbegyndt et projekt, hvor du skal fotografere interessante mennesker.
Komplimentér gerne vedkommendes påklædning, smykker, sko eller en anden detalje, som stikker ud. De fleste vil blive smigrede over dette og sige ja.
Er du i et land, hvor du ikke taler de lokales sprog, kan du også nøjes med at pege på dit kamera med en spørgende mine og smile. Det ved langt de fleste hvad betyder, og kan så sige ja eller ej.
Læs også: Her er de 10 mest fotograferede byer
2. Led efter karakter, ikke skønhed

Det kan være fristende at fotografere smukke eller stilfulde mennesker, men det er ikke dem, der giver de mest interessante billeder.
Led i stedet efter mennesker, der stikker ud af mængden – en ældre kvinde i en farvestrålende kjole, en mand med stort skæg og cigar, en gadesælger, der er faldet i søvn.
Pas dog på ikke at falde i den klassiske fælde, hvor du udelukkende fotograferer de mest gakkede og opsigtsvækkende eksistenser i byen – jongløren, mimeren, den hjemløse med indkøbsvognen, og så videre.
De mest spændende mennesker kan sagtens være almindelige beboere. Led efter fascinerende beklædning og udtryksfulde ansigter.
Læs også: 3 måder til at få feriebillederne frem i lyset
3. Find interessante baggrunde

Det kan ofte betale sig at finde den rigtige, fotogene baggrund – og så vente på den rigtige person.
© ShutterstockHvad så, når du har fundet en person, du gerne vil fotografere, vedkommende har sagt ja og du vil tage billedet... men baggrunden er fuld af forstyrrende elementer som skilte, telefonmaster og andre turister?
Hvis billedet er taget, er der ikke så meget at gøre. Hvis ikke, så find en baggrund i nærheden, der er mere ensartet og bed vedkommende om at stille sig foran den. Det er vigtigt, at det er så tæt på, at det ikke er besværligt for din model at skulle derhen.
En anden metode er at lede efter interessante baggrunde og så simpelthen vente med dit kamera, indtil der går en person forbi.
Det gode ved denne metode er, at du faktisk kan slippe for at skulle kontakte folk, fordi de fleste vil tro, at du fotograferer det, der nu er i baggrunden.
Du kan også finde stedet, vente på at der kommer en spændende person, og så høfligt spørge vedkommende, om du må fotografere dem foran baggrunden. Dette giver ofte det bedste resultat, da du vil få kontrol over både baggrund og motiv.
Læs også: 3 små forbedringer, der giver bedre arkitekturbilleder
4. Undlad at fotografere børn

I lande, der ikke er vant til så mange turister, vil børnene ofte blive begejstrede over at blive fotograferet, men der er flere grunde til at holde igen med knipseriet.
© ShutterstockEr du ikke vant til at fotografere fremmede, kan det være fristende at holde sig til at fotografere børn. De vil typisk blive begejstrede over at blive fotograferet, især i lande, hvor udlændinge er et forholdsvist sjældent syn.
Som regel vil disse billeder dog ikke blive til de bedste eller mest mindeværdige fotos, og i nogle lande kan du endda risikere at blive mistænkeliggjort, hvis du fotograferer andre menneskers børn. Derfor er det som udgangspunkt en god idé at undgå dem på dine billeder.
> Læs meget mere om gadefoto her
Vil du gerne tage bedre billeder med din smartphone? Få 2 numre af Digital FOTO med det smarte 3-i-1-objektiv-sæt, som du let kan klikke på din mobiltelefon for kun 49 kroner. Læs mere om tilbuddet her.