Et nyt årti står for døren, og 2020'erne byder forhåbentlig på masser af nye og sjove fotografiske tendenser, som vi kan udfordre os selv og vores kamera med – akkurat som 2010'erne gjorde det.
Vi har set tilbage på årtiet, der gik, og de mange forskellige slags billeder, vi allesammen tog – lige fra 360-graders panoramaet til selfien. Læs med, og se om du kan genkende nogle af tendenserne.
1. HDR-billeder
HDR-fotografi har faktisk eksisteret i over 10 år, men 2010'erne var årtiet, hvor teknikken for alvor blev populær, fordi mange billedbehandlingsprogrammer efterhånden kunne smelte de forskellige billeder sammen.
> Læs også: Sådan får du perfekte HDR-billeder
Selv om vi stadig ser eksempler på HDR-billeder, hvor det er gået helt galt med billedredigeringen, har de fleste fotografer nu lært, hvordan de bruger teknikken uden at gå amok med kontrast og farvemætning.
Derfor er der nu mange HDR-billeder, hvor det ikke umiddelbart er til at se, at der er tale om HDR – som billedet herover.
> Læs også: Styr udenom de her 5 fejl og få flottere HDR-billeder
2. 360-graders panoramaer
Tidligere var billeder, der viste et motiv i 360 grader, et meget udfordrende projekt at kaste sig ud i. Det krævede en særlig teknik, speciel software og var svært at vise frem.
Men i midten af 10'erne skete der noget – der kom flere og flere små actionkameraer på markedet, der kunne optage i 360 grader, og priserne var overkommelige.
De imponerende panoramaer er dog ikke blevet allemandseje endnu, hvilket måske skyldes, at man stadig skal smide forholdsvist mange penge efter et 360-graders-kamera, hvis man vil have en opløsning, der kan bruges til noget.
> Læs også: Sådan får du de bedste optagelser i 360 grader
3. Miniaturelignende storbyer
En trend, der for alvor hittede i 10'erne, var storbyer fotograferet oppefra med en effekt, der fik dem til at ligne små miniatureversioner.
Effekten blev oprindeligt skabt ved at bruge et såkaldt tilt/shift-objektiv, der flytter fokusplanet og dermed skaber en meget afgrænset dybdeskarphed.
De objektiver er dog dyre, og derfor fandt mange på måder at snyde sig til effekten, fx i Photoshop.
> Læs også: Derfor skal du have et tilt/shift-objektiv
4. Sort-hvid-billeder med én farve
En anden trend, der har nydt stor popularitet de seneste ti år, er teknikken, hvor man fjerner alle farver fra et billede, undtagen én.
Som regel er det en rød genstand, der får lov at beholde sin farve. Det har formentlig noget at gøre med, at den røde farve fanger blikket, men det kan fx en klar gul farve også gøre, så det er lidt af et mysterium, hvorfor det oftest er rød.
Når den bliver brugt rigtigt, kan teknikken godt hæve et billede fra kedeligt til interessant. Desværre er det oftest turister i for eksempel London, der får den knapt så originale idé at konvertere deres gadebillede til sort-hvid – med undtagelse af en rød telefonboks eller en rød bus.
> Læs også: Bland sort-hvid og farver i Photoshop Elements
5. Mælkevejen med lommelygte
Nattehimlen rummer flere smukke motiver, og Mælkevejen er og har længe været et af de mest populære motiver blandt astrofotografer.
I 10'erne var der så én eller flere fotografer, der fandt på noget, som kunne adskille deres billeder af Mælkevejen fra alle andres. Den idé var at posere – eller få en anden person til at posere – i forgrunden af billedet med en tændt lommelygte eller pandelampe.
> Læs også: Sådan får du det perfekte billede af Mælkevejen
Idéen var god, fordi det fik én til at stoppe op og kigge på billedet en ekstra gang. I dag findes der dog så mange af den type billeder, så nu skal fotograferne til at finde på noget nyt, hvis billedet skal skille sig ud.
> Læs også: 5 uundværlige apps til astrofotografen
6. Portrætter med blåt og rødt lys
I det forgangne årti har vi set rigtig mange eksempler på en særlig type portrætfotografi – nemlig portrætter taget med kunstigt rødt og blåt lys.
Det farvede lys opnår man ved at bruge gennemsigtige papirark med farver, der også kaldes gels, som man sætter ud over sin blitz eller studielampe med fx tape.
Arkene fås i mange forskellige farver, men da blå og rød er farver, der står i stor kontrast til hinanden, giver det ofte mere slagkraft at bruge netop de to.
> Læs også: Sådan fotograferer du portrætter med studielys
7. Portrætter med farvet røg
Mange fotografer har også kastet sig over portrætter med farvet røg, der kan give billedet en mystisk eller action-agtig effekt, alt efter hvem modellen er, og hvordan vedkommende poserer.
Den farvede røg laves typisk med enten røggranater eller en røgmaskine. Der findes også flere måder at lave falsk røg i fx Photoshop, men resultatet bliver sjældent ligeså overbevisende.
> Læs også: Det skal du vide om portrætfotografering
8. Portrætter i modlys
En tredje type portræt, vi har set rigtig, rigtig mange gange i 10'erne, er det lette, luftige og typisk meget feminine portræt taget i modlys på fx en mark eller en strand.
Vi kan godt forstå, at stilen er populær, for modlyset tilføjer masser af stemning til billedet, og det bløde, kontrastløse lys er ofte meget flatterende.
> Læs også: Sådan får du forrygende billeder i lav sol
9. Dronebilleder taget lige oppefra og ned
2010'erne var årtiet, hvor dronerne røg ned i en pris, der gjorde, at den almindelige forbruger kunne hoppe med på udviklingen.
Det betød, at vi så masser af smukke landskabsbilleder fra vinkler, vi aldrig før ville have kunnet få uden at sidde i et fly eller en helikopter.
Specielt én vinkel var og er stadig meget populær blandt dronefotografer – vinklen, hvor dronens kamera peger direkte ned på motivet, som typisk er en snoet vej, et idrætsanlæg eller et andet motiv med spændende former og linjer.
> Læs også: Det skal du vide før du køber en drone
10. Selfies
Den type billede, som vi gætter på blev taget ultimativt flest gange igennem 10'erne, var selfien. Fænomenet, der i al sin enkelhed går ud på at fotografere sig selv, kan man enten elske eller hade – men man kommer ikke uden om, at det var ekstremt populært.
Ud fra kvaliteten af langt de fleste selfies gætter vi dog også på, at det ikke var inkarnerede fotografer, der stod for hovedparten af alle de selfies, der blev taget i 2010 og frem til 2019.
Derimod var det formentlig nogle af alle de mennesker, der igennem årtiet fik fingrene i en smartphone med frontkamera.
> Læs også: Sådan tager du den bedste selfie